De nye generationer af højrepopulister i Danmark adskiller sig fra deres kolleger ude i Europa ved, at de ikke kan tåle at få igen med samme mønt. Det må vi ikke lade os stoppe af.

Det er let under et kortvarigt besøg i Danmark at få indtryk af at landet er ved at blive løbet over ende, at danskheden er under afvikling, og at indvandrere og flygtninge er Danmarks problem nummer ét. Pia Kjærsgaard og Mogens Camre synger med forskellige stemmer, men omkvædet er det samme. Danskerne er presset, grænsen er nået og nu må det være nok. Som en anden profet er Thorkild Simonsen steget ned om ikke fra bjerget, så dog fra Århus for at give den politiske pibe en anden lyd. Nu skal han i handling vise, hvad han i årevis har prædiket som borgmester. Iagttaget på afstand fra den anden side af Atlanterhavet virker det nu ikke, som om der er nogen grund til at frygte for danskheden og de nationale symboler så længe ». . . bøgen spejler sin top i bølgen blå«, »det er ølhunden, der glammer«, nationen kan samles omkring Bjarne Riis, håndboldpigerne og fodbolddrengene, mens Dannebrog vajer over kolonihaverne, og skattetrykket placerer landet på en ubestridt førsteplads på verdensranglisten.

Der er så meget mellem sund og bælt og hav på vore 43.000 kvadratkilometer, som er så umiskendeligt dansk, at der ikke er nogen som helst grund til at betvivle dansk identitet. Det, der skiller os ud fra andre og giver os vort særpræg, er ikke et enkelt træk eller en bestemt side, men den kultur og mentalitet, der er summen af dansk historie, sprog og sang, geografi, politik, nationale myter, lune og den evindelige vaklen mellem grundløst storhedsvanvid og ubegrundet mindreværdsfølelse. Iagttaget på afstand trives danskheden i bedste velgående. Ingen er helt som vi. Jeg tøver ikke med at skrive »vi« selv om jeg ret beset blot er en adoptivsøn, der for fyrre år siden ankom til Danmark sprog- og forudsætningsløs. Min danskhed er ikke af den muldbårne slags, men siden frøken Nielsen lærte mig dansk på Valhøjskolen i Rødovre, har jeg aldrig betvivlet mit tilhørsforhold. Spørgsmålet om hvem der er dansk, og hvad det betyder, er derfor ikke blot et abstrakt problem, men har også noget at gøre med min egen identitet. Vi bliver ved med at stille spørgsmålstegn ved danskheden og søge efter tegn på dens forfald fordi vi lider af en form for nationalt hypokondri. Det har rod i den danske tvivl, et af de mere fremherskende danske træk, der får os til konstant at rejse spørgsmålet om vi kan, skal, vil eller bør være med, acceptere, afslå eller stå af i tide. Hvis man vil være venlig kan man udlægge neurosen som skepsis og forsigtighed. Den mere uvenlige forklaring er, at det er et udslag af dansk vægelsind. Vi slår os aldrig til tåls som nation, men slår os i tøjret over de valg og beslutninger, vi har truffet. Vi er aldrig helt trygge ved medlemskab i de klubber, der vil have os som medlemmer. Ofte kan det virke som om vi aller helst vil lades i fred og passe os selv, uden at der kommer nogen ude fra og forstyrrer. Tryghed og sikkerhed er de dyder, der gennem mange generationer har været helt centrale for vores selvforståelse. De er blandt de højeste danske værdier i tilværelsen, og Ingemann har fanget essensen med »Fred hviler over land og by«, inkarnationen af dansk idyl i pagt og forsoning med natur, Gud og hvermand. I vores egen tid har vi, for at værne om den tryghed og sikkerhed, opbygget et bolværk af sociale goder og systemer, der tegner sig for ca. 50 pct. af de offentlige udgifter og overgår det meste af, hvad man møder i andre lande. Danskerne er pakket ind i bistand, dagpenge, mindsteløn og overførsler. Omsorg er blevet til forsorg og fællesskab til institutionaliseret solidaritet i den statsstyrede udgave ved skattebilletten som sit grundlag og overførselsindtægter som sit evangelium. Velfærd er det, der sammenfatter danskernes dyrkelse af tryghed og sikkerhed. Intet over og intet under den danske velfærd. I solidaritetens navn har man bandlyst nød og afsavn i Danmark og vedtaget, at alle skal have det lige godt. Det er ikke kun en ret, men nærmest en borgerpligt at have det godt i Danmark. Og alle skal have lige meget, nærmest med vold og magt. Ser man sig omkring i kongeriget, det velordnede og velfungerende puslingeland, erkender man hurtigt, at det jo er lykkedes meget godt med at fastholde, at »få har for meget og færre for lidt«. Det er i spændingsfeltet mellem den danske tryghed og den integration og globalisering, som Danmark er en del af, at problemet om danskheden er opstået og har udløst diskussionen om danskheden som en truet kulturart. Det er indvandrere, EU-bureaukrater og amerikansk kulturimperialisme, der i forening truer Mor Danmark. Det sker stadig hyppigere, at man støder på beskrivelser af Danmark som et multietnisk samfund, nærmest et nordeuropæisk mini-Amerika. Tilstrømningen af indvandrere og flygtninge har ændret det danske bybillede og skubbet til den uforstyrrede danske hygge. Fremmede tungemål og gevandter har sat mere kulør på dagligdagen. Det, danskerne kun har oplevet på charterrejser til fjerne mål, skal de pludselig leve med inden for deres egen dør. Lukkeloven er heller ikke længere, hvad den var, smørrebrødet har fået konkurrence af shawarma, og hele den tyrkiske musik er blevet en realitet. På trods af de iøjnefaldende eksotiske skikke, som indvandrerne har bragt med sig, og på trods af de problemer, der skrives så meget om i aviserne, med integration og tilpasning af de fremmede, så udgør de en forsvindende lille gruppe – under tre pct. af den danske befolkning, en af de svagest stillede og ringest organiserede grupper i samfundet. Det er for det meste mennesker, som prøver at skabe sig et anstændigt liv uden undertrykkelse og diskrimination. Og de mennesker skulle udgøre en trussel mod danskheden og ryste den danske kultur i dens grundvold? Som nation er danskerne et af de mest homogene folk i Europa. Vi har et umiskendeligt sprogligt fællesskab, en rig litteratur og en blomstrende sangskat. Vores historie og vore myter kan ingen tage fra os. Der er danskhed nok til mange, mange generationer. Men danskhed er selvfølgelig ikke et statisk begreb. Det var ikke det samme at være dansk for 1.000 år eller 250 år siden som i dag. Lige som sproget vil danskheden ændre sig med årene under påvirkning af forandringer i samfundet og den verden, der omgiver os. Fællesnævneren vil forblive den samme, men summen af påvirkninger og nationale erfaringer vil blive ved med at vokse og ændre sig i takt med historiens gang. Alarmklokkerne er ikke øredøvende, men nogle stemmer er blevet ganske skingre. Det er beklageligt, for det vigtigste i dag er at bevare sansen for realiteterne og den verden vi er en del af. Alternativet er en nation af berøringsangste i en overbeskyttet drivhuskultur, der vil gå til på grund af mangel på luft og lys. Der er brug for proportioner og et køligt, nøgternt overblik i vores holdning til indvandrere. Danmarks økonomi og geografi sætter naturlige grænser for, hvor mange udlændinge vi kan tage imod. Antallet er sikkert en del højere, end det, vi har i dag, men det er selvfølgelig ikke ubegrænset. Anklagerne mod indvandrerne for at misbruge systemet er sikkert berettiget i en del tilfælde. Men det største problem er systemet selv, fordi det i ligemageriets og solidaritetens navn giver indvandrerne adgang til alle de samme goder, som danskerne har opbygget med slid og flid og høje skatter gennem årtier. Det er misforstået omsorg, når man lader indvandrere nyde, før de kan yde noget til gengæld og være med til at styrke systemet. Udgangspunktet må være, at man giver indvandrerne mulighed for at leve og arbejde uden frygt og undertrykkelse og med adgang til fundamentale goder som uddannelse og sygesikring. De fleste andre goder må de vente med, til de er blevet ydende medlemmer af samfundet. I de aller fleste tilfælde vil de klare sig bedre end i deres hjemlande og vil lige som indvandrere i andre lande med tiden opnå resultater og succes. Giv dem plads og tid til at falde til, lad være med at pakke dem ind i danske velfærdsgoder og glem alt om modersmålsundervisning. Undervisning af indvandrerbørn i deres modersmål er ikke et samfundsanliggende, men en privat sag. Den slags holdninger og eksempler er et problem, ikke kun fordi det er en ekstra belastning på systemet, men også fordi det nærer det fremmedhad, der lurer under overfladen, og som stimuleres af opinionsdannere og forkyndere, der spiller op med gammelkendte midler. Hvis Thorkild Simonsen er mand for at ordne de problemer og tør kalde tingene ved deres rette navn og ikke mindst tage fat på de åbenlyse urimeligheder i systemet, vil han sikre sig en varig plads i nyere dansk historie. Vi må erkende, at vi lever i en tid, hvor fremmede kulturer og religioner vil finde indpas i vores midte, og danskerne vil være nødt til at finde balancen mellem den nødvendige åbenhed og en rimelig forventning om, at indvandrerne vil tilpasse sig under dansk skik og levevis. Faren mod danskheden kommer ikke fra de fremmede, men inde fra, fra et samfund der i sin angst for det vildtvoksende og ukontrollerede er i fare for at blive et reservatsamfund uden dynamik og fremdrift. Det er en fare for danskheden, når raske unge træder offentligt frem og uden blusel erklærer, at de foretrækker bistand frem for lønarbejde, der blot forstyrrer dem med at realisere sig selv og samle sig om livets sande værdier. Det er en fare for danskheden, når andre lande og udenlandske selskaber kommer os i forkøbet i den globale konkurrence, fordi vi dukker os og beskytter os bag det ene lag af velfærd efter det andet. Det er en fare for danskheden, når vores trygheds- og sikkerhedsbehov bliver så stort, at det vil virke passende at udskifte vores nationalsang med »Fred hviler over land og by«. Det er ærligt talt ikke så hyggeligt at tænke på.

Sommeren 1993 har bragt os ud på landevejene igen, hvad enten vi kører ad E 6 gennem Europa eller Rute 66 tværs over Amerika i vor sædvanlige søgen efter oplevelser og samvær med venner og familie. Det var under en af de køreture på en amerikansk landevej, at jeg så mig tilbage i bakspejlet, og i stedet for de sædvanlige endeløse rækker af biler og landskaber, der forsvinder bag min ryg, så de sidste par årtier aftegne sig på horisonten sammen med billedet af det brændende Sarajevo, lemlæstede børn og flygtninge med rædsel og opgivelse malet i deres ansigter. Det slog mig, at det måske var den sidste sommer, der føjer sig til rækken af lykkelige sommerminder. Jeg så, at vi raser af sted mod det 21. århundrede uden helt at forstå, hvad vi kommer fra, og hvad vi er på vej til. Jeg fik det dårligere og dårligere, fordi det begyndte at gå op for mig, at vore børn måske aldrig kommer til at opleve den verden, vi har taget som noget givet, noget man overhovedet ikke behøvede at skænke en tanke. Fagre gamle verden.

Nogle uger senere var der gensyn med Europa og et Danmark i en sommerdepression, der ikke kun skyldtes det urokkelige lavtryk, der sendte regn og kuling ind over land og by og tvang danskerne til at stride sig gennem livet i en ganske særlig gangart med bøjet hoved, en cigaret i den ene hånd og en ølflaske i den anden. Jeg opdagede, at udviklingen i Europa og specielt Jugoslavien har været med til at påvirke holdninger og stemninger i Danmark. At dømme efter medierne og mange samtaler er man i Danmark mest optaget af et bestemt aspekt af krigen i Jugoslavien – strømmen af flygtninge på jagt efter et fristed. Danmark har taget imod flygtningene, men mange synes åbenbart, at vi allerede har gjort nok. Medierne flyder over med beretninger om flygtningeintegration, invandrerkonflikter og politikernes kvaler med at finde ud af, hvad de skal stille op. Med 160.000 indvandrere og flygtninge i landet ser Danmark ud til at have nået sit mætningspunkt. Racisme og fremmedhad er begyndt at slå ud i lys lue, og fortidens gift er ved at sive igennem og bane sig vej til den blankpolerede danske overflade. Vi begav os ud på de danske landeveje, der førte os til et middagsselskab hos nogle venner i det sydlige Sjælland. Det var en god middag med dansk sommermenu, lystig snak og latter til hen over midnat, da selskabet brød op og begav sig ud i natten i et buldrende tordenvejr. Min kone fortalte om konversationen med sin bordherre, og hvordan de havde talt om krigen i Jugoslavien og tragedien i Bosnien-Herzegovina. Samtalen kom ind på Danmark og danskernes forhold til fremmede, hvorpå han til min kones forundring begyndte at lufte sine tanker om, hvor irriterende jøderne er, og hvorfor de er det. Midt i det ellers så dannede selskab udredte han i al diskretion en klassisk antisemitisk tirade om jøderne set i lyset af europæisk historie, kultur og religion. Det er ikke til at sige, hvad ærinde han var ude i, og hvad der udløste hans bekendelser. Men åbenbart følte han sig tryg nok og mente, at den slags ideer og holdninger nu frit kan luftes i det pænere selskab. Genklangen af den middagskonversation kom den følgende lørdag, da min søster, der var på besøg fra Isreal, foreslog at vi skulle tage i skoven for at samle svampe. Mærkværdigvis var der to timer uden regn og vi begav os ud på landevejen, der bragte os til skovene ved Ganløse og Værløse. Vi fandt ikke ret mange svampe, men vi fandt »skovens dybe, stille ro« og det, der gjorde det stærkeste indtryk, fandt vi først på vej tilbage med vort magre udbytte. Vi kørte ad stille villaveje i Bagsværd, da jeg i kanten af mit synsfelt bemærkede nogle mærkelige tegn på et raftehegn omkring en villahave. Vi var allerede kørt forbi, da jeg bad min søster om at bakke, så jeg kunne tyde tegnene. Det var en hel række af store firkanter sat på spidsen og med et kryds igennem. Ved nærmere eftersyn fik jeg min mistanke bekræftet. Det var hagekors malet med hvid graffitimaling – en helt række langs med hele raftehegnet. Bagefter havde nogen gjort sig umage for at skjule det forhadte symbol ved at trække linjerne op med den samme hvide farve og forvandle hagekorsene til firkanter med et kryds i. Til aller sidst var der skrevet noget. Også her havde gode mennesker prøvet at overmale budskabet, og det tog mig lidt tid at tyde ordene: JUDE RAUS. Det kom som en knytnæve fra fortiden. For første gang i mit liv læste jeg de ord, der gennem århundreder blev brugt som antisemiternes kampråb og blev et forvarsel om de kommende masseudryddelser i Nazityskland. Millioner af jøder har set og hørt de ord, og for dem alle må der have været en »første gang«, hvor de har stået og tænkt, hvad det mon betød, lige som jeg gjorde det den eftermiddag, lørdag den 7. august 1993 klokken 16.35, på en fredelig villavej i Bagsværd. Oplevelsen blev endnu stærkere, fordi nogen tydeligvis havde prøvet at skjule det, for det var for galt, for hæsligt, for uvirkeligt for virkeligheden på en stille dansk villavej. Men alligevel havde de ikke givet sig tid til at male hele svineriet over, men nøjedes med forsøg på at kamuflere det. De valgte den lette og hurtige løsning, der i virkeligheden kun forstærkede budskabet. Jeg forstod, at lapperier ikke hjælper, at racehad i alle dets primitive former og afskygninger ikke kan males over, skjules eller neutraliseres. Det skal bekæmpes med alle de midler et demokratisk samfund råder over. Vi fortalte om oplevelsen da vi kom hjem til mine forældre, der kunne berette om en anden episode i Bagsværd. For nogen tid siden var de kommet spadserende med hinanden under armen, da en flok unge mænd kom dem i møde. Lige før de passerede mine forældre løftede de alle deres højre arm og råbte som på kommando: Heil Hitler! Mine forældre er begge i midten af firserne og har i deres lange, hårdt prøvede liv været udsat for lidt af hvert, også antisemitisk chikane i Nazityskland. De har taget episoden i Bagsværd med samme stoiske ro som så mange andre ubehagelige oplevelser i deres liv, men de har svært ved at få den til at passe ind i billedet af det Danmark, som de elsker så inderligt og oprigtigt. Den samme lørdag bød på flere opdagelser. På vej ind til København så jeg et slogan på en mur ved Svanemøllen: White Power Nu og nedenunder var der tegnet et hagekors. Den slags viste det sig at være masser af eksempler på rundt omkring i København. De fleste af mine venner ser ud til at tage den helt med ro, og når jeg indvier dem i mine oplevelser og iagttagelser prøver de at berolige mig. De slår det hen og forklarer, at det nok ikke er andet end drengestreger, at der ikke skal mere end en håndfuld bøller og syge personer til for at forpeste luften. Det er muligt de har ret. Det er muligt at jeg overdriver. Men tænker de mon også på, at det er muligt, at de tager fejl og glemmer, hvordan den nazistiske gift begyndte at brede sig i Tyskland og resten af Europa? Jeg er parat til at give dem medhold, men jeg minder dem om, at jeg ikke oplevede den slags i Danmark for tre-fem år siden. En anden køretur på de nordsjællandske landeveje bragte mig til udstillingen i Munkeruphus ved Gilleleje om de fremmede i Danmark fra de første jødiske pengelånere, der har sluttet sig sammen i et væverkollektiv. Udstillingen fortalte lidt om nutidens indvandrere og deres integration, men hovedvægen var lagt på de danske jøder, og hvordan de gennem århundreder har været med til at berige det danske samfund gennem deres bidrag til dansk kultur, erhvervsliv og videnskab. Det underliggende budskab på udstillingen var ikke til at tage fejl af: Ethvert samfund kan drage fordel af indvandrere og fremmede. De bringer ikke kun fremmede sprog, religioner og skikke med sig, men de har også noget at bidrage med til gavn for alle. Tag godt imod dem. For beskedne midler havde arrangørerne stablet en fin lille udstilling på benene, men det, der slog mig mest, var tidspunktet for udstillingen. Jeg har aldrig set en lignende udstilling i Danmark, og det gik op for mig, mens jeg gik rundt fra det ene rum til det andet, at mine oplevelser og iagttagelser rundt omkring i landet ikke havde været helt skæve. Det var nogle af symptomerne på en forandring, nogle registreringer af et stemnings- og holdningsskifte, der er ved at slå igennem ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Der er noget i luften, der betyder voksende intolerance for de fremmede og anderledes og en tilsvarende voksende tolerance for dem, der åbent lufter deres racistiske meninger og holdninger. Tolerancepælene i Danmark er blevet rykket op og er ved at blive flyttet – i den forkerte retning. Giften er i luften – Munkeruphus-udstillingen var lidt modgift. Udfaldet er ukendt. Min ferie i Danmark var ved at slutte. Jeg begyndte at glæde mig, men havde endnu en tur til Jylland og en middag til gode. I regn og rusk gik det via Odden og Ebeltoft til Århus, hvor bestemmelsesstedet hed Brabrand. Jeg har aldrig været i Brabrand før, og på et tidspunkt kørte vi ind på en benzintank for at spørge om vej. Jeg gik indenfor og spurgte tankpasseren, om jeg for at komme til Brabrand skulle op på vejen igen og så dreje til højre ad hovedvejen: Jeg slog ud med min højre arm. Tankpasseren bekræftede kort at det var helt rigtigt, men inden jeg nåede at komme ud af døren blev jeg tiltalt af en mand, der stod mellem mig og tankpasseren med en stor plastikpose fuld af klirrende flasker, hvis indhold jeg kun kunne gætte mig til. Han slog ud med sin arm i den modsatte retning, mens de fire-fem andre tilstedeværendes ansigter opløstes i et smørret, indforstået grin. Jeg vil aldrig glemme den stumme scene i denne brøkdel af et sekund, da racismen og fremmedhadet ramte mig i ansigtet og for altid forandrede mit billede af Danmark og mit syn på alle mine tyrkiske, pakistanske, jugoslaviske fæller og alle de andre sorthårede eller lyshårede fremmede uanset sprog eller religion, alle dem, der er blevet tvunget ud på alverdens landeveje af helt andre grunde end jeg og de andre privilegerede i min generation. Jeg har det godt ved at blive sat på plads som en af dem, men jeg er bekymret over de andre, alle dem, der lufter deres racistiske ideer ved middagsselskaber, bruger husmure og hegn til at give deres had form og skilte med deres fordomme eller dem, der viser vejen til Tyrkiet. Jeg er bekymret over dem, der lader det ske. Jeg er bekymret, fordi jeg ser det samme ske overalt i Europa, og fordi mine danske venner siger til mig, at jeg ikke skal tage mig af det. Jeg er bekymret fordi jeg i over et år har set, hvad der sker i Sarajevo, mens Europa lukker sine øjne og lader hykleriet dække over folkemord og ubeskrivelige massakrer. Jeg er bekymret, fordi »Vejen til Tyrkiet« fører Danmark på afveje, det Danmark, der adopterede mig som ti- årig, lærte mig, hvad frihed og frisind betyder og lod mig føle, at jeg er lige så god og lige så velkommen som de ægte børn, selv om jeg er anderledes. Jeg er bekymret, fordi jeg tror, at alt det måske tilhører den fagre gamle verden, som mine børn ikke kommer til at opleve. Inden jeg rejser fra Danmark lykkes det mig at komme i Dyrehaven i Klampenborg og afprøve mig selv på min gamle løberute forbi Eremitageslottet, slottet op mod Fortunen og tilbage til Røde Port ved Klampenborg station. Formen fejlede intet og turen var lige så fantastisk som altid med de århundredgamle egetræer, de nysgerrige dådyr, det utrolige kig over Øresund lige inden man drejer af mod Fortunen og de andre løbere, der smiler og vinker i forbifarten. På vej hjem til brusebadet lukker jeg op for radioen og hører en stemme fra fortiden:
Jeg vil bo på Vesterbro
Mellem folk jeg kan li’
Folk jeg kender, gamle venner. Jeg vil bo på Vesterbro… Thøger Olesens gamle schlager når frem til mig ude på endnu en dansk landevej og kommer meget passende til at afrunde mit Danmarksbesøg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad gamle, salige Thøger Olesen ville skrive for sange, hvis han så, hvordan hans elskede Vesterbro ser ud i dag. Ville han blive ved med at skrive om sine gamle venner, der engang havde boet på Vesterbro eller ville han også skrive sange om de nye beboere i de fremmedartede gevandter? De taler mærkelige sprog, i stedet for dansktoppen kommer der pakistansk musik ud af de åbne vinduer, og nede på hjørnet er der en butik med tyrkiske retter i stedet for det højtbelagte danske smørrebrød. Jeg tror, at Thøger Olesen med sin sans for tiden ville have drejet en sang, der tog det hele med i denne særlige blanding af det lune, joviale og banale, der kendetegner genren. Jeg tror, at han ville have gjort det uden anstrøg af racisme. Den slags fandtes jo ikke i den fagre gamle verden. Mens jeg kører med sangen og ordene i mit hoved er der endnu en ting, der går op for mig. Jeg sidder og spekulerer på om jeg kan sige »tror«. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Jeg håber det. Men jeg må indrømme, at jeg er kommet i tvivl.