JEG er født i Sibirien under mine forældres ufrivillige eksil i 16 år fra 1941 til 1957, da vi mirakuløst fik tilladelse til at vende tilbage til Danmark, min mors hjemland. Men jeg har aldrig båret nag og har aldrig næret et ønske om hævn og gengældelse. Jeg er ikke en hadefuld russofob.

Tværtimod er Rusland, det russiske folk og den russiske kultur, noget jeg holder uendelig meget af og har brugt en stor del af mit professionelle liv på at studere og fortælle om.

Ikke drevet af fjendskab og had, men af et ønske om at forstå og skabe forståelse og kendskab til et land, der på mange danskere og vesteuropæere virker fremmedartet og utilgængeligt.

Men jeg er grundlæggende uenig i præmissen om, at vi befinder os i »en ny kold krig«. Først og fremmest fordi historien aldrig gentager sig selv. Som tyskerne siger eller rettere synger: »Das gibt’s nur einmal, das kommt nicht wieder«. Den Kolde Krig udspillede sig under ganske bestemte historiske forhold i en verden, der var delt ideologisk, politisk og økonomisk i Øst og Vest i kølvandet på historiens blodigste krig. Det er nærmest ønsketænkning at tale om en ny kold krig i lyset af, hvad vi står over for i dag, og hvad vi har set i de seks år, der er gået, siden Vladimir Putin startede sin tredje præsidentperiode i 2012.

Vi står snarere midt i en krig, der udkæmpes på mange fronter dag og nat. Det er en uerklæret cyberkrig for fuld udblæsning. Det er lidt af et definitionsspørgsmål, om man vil kalde den kold eller varm. Men det er i hvert fald ikke en »kold krig« i gængs forstand. Og det er bestemt ikke en krig, man kan bagatellisere eller affeje, som nogle af Putins venner i Danmark og andre vestlige lande gør, når de går i gang med den politiske hvidvaskning af Moskvas handlinger og motiver.

MOSKVA udgør ingen trussel, lyder det.

Rusland er ikke Sovjetunionen med en aggressiv ideologi, det er et svækket land og har ingen onde hensigter, udgør ingen trussel og drømmer ikke om ekspansion og verdensdominans. Putins hvidvaskere siger, at det er noget vrøvl at tale om, at Rusland kan påvirke valg i de vestlige demokratier. Det er ikke andet end rygter, og de sætter trumf på, når de siger, at der ikke er nogen beviser.

Det er ret chokerende at høre det, når politiske ledere på begge sider af Atlanten, nogle af verdens førende forskere og analytikere, og samtlige vestlige efterretningstjenester samstemmende siger, at Moskva i årevis har været i gang med en massiv og systematisk kampagne for at underminere Vestens liberale demokratier. Er der virkelig tale om, at de alle sammen har rottet sig sammen mod Rusland, at det er en sammensværgelse drevet af russofobi og grundløs frygt? Konfrontationen mellem Putins Rusland og Vesten i dag skyldes noget helt andet end det, Putins venner i Vesten ønsker at tale om. Når hvidvaskerne siger, at Rusland er for svagt til at udgøre en trussel mod Vesten, er de blinde over for de kræfter, der er på spil.

Det er ikke Ruslands styrke, men Ruslands svaghed, der udgør den største trussel for omverdenen. Med sin endimensionale økonomi, med sin underudviklede industrisektor og et dysfunktionelt, gennemkorrupt system er det ikke lykkedes Putin at skabe en velfungerende industriel stormagt, men et autoritært kleptokrati baseret på venskabskapitalisme.

Russiske og vestlige forskere beskriver det som et korporativt, autoritært system i lighed med Mussolinis Italien. Forskellen og fornyelsen ligger i den specielle sammensmeltning af magt og ejendom i et system, hvor Kremls magtelite både sidder på al magt og kontrollerer umådelige rigdomme med det russiske folk som de evige tabere. Det har to konsekvenser. For det første må systemets mænd holde fast på magten med alle midler, for ellers mister de kontrollen over alle deres rigdomme og formuer. Ad forskellige veje er Putinsystemet havnet i samme fælde som de sovjetiske ledere – de er blevet systemets gidsler. De kan ikke give slip på magten og må bæres ud. Og for det andet lider systemet under akut mangel på legitimitet og er derfor nødt til at etablere et alibi for at holde fast på magten med alle midler.

Putin og hans mænd har derfor haft brug for at genoplive den ældgamle myte om Rusland som den belejrede fæstning omringet af fjender. Men det er endnu mere iøjnefaldende, at Putin har genoplivet arven fra Stalin i form af permanent ustabilitet som et politisk redskab både indad-og udadtil. Her er der en direkte linje til Den Kolde Krig, da Stalin og hans arvtagere brugte permanent ustabilitet til at opretholde kontrollen både hjemme og ude og på den måde legitimere den terror og undertrykkelse, der i alle årene kendetegnede det totalitære sovjetiske system. Det var det system, som Putin og hans generation af russiske ledere voksede op med og blev formet af. Det faldt dem let at overtage stalinismens metoder, magtmidler og myter. Destabilisering er blevet Kremls redskab fra Georgien over Ukraine og Syrien til den amerikanske valgkamp, Brexit, Catalonien og alle de steder, hvor de vestlige demokratier viser tegn på svaghed.

Kreml opfatter de liberale demokratier som den største trussel mod det bestående system i Rusland og har demonstreret en vilje og en evne til at udnytte både konventionelle våben og de nye cybervåben og militariseret information for at skabe usikkerhed, forvirring og kaos. Og for at vinde indflydelse. Destabilisering er Ruslands foretrukne våben i det 21. århundrede.

Den russiske journalist og tidligere studievært på TV-Stationen NTV, Jevgenij Kiselev, har i en blog skrevet: »Rusland har forvandlet sig til en efterretningsstat. Rusland bliver styret af folk, der i kraft af deres uddannelse, opdragelse og deres professionelle erfaring og deres livserfaring deler alle mennesker i vores egne og de fremmede.« Kiselev lever i dag i landflygtighed og arbejder som vært for et politisk talkshow på en russisksproget TV-station i Kiev.

DE fleste er i dag klar over, at Sovjetunionen var styret af de forskellige efterretningstjenester, der kontrollerede alle aspekter af den sovjetiske hverdag med KGB som den overordnede tjeneste.

Men de færreste tænker på, at det samme er tilfældet i Putins Rusland. Han tilbragte det meste af sin karriere i KGB og var den øverste chef for efterfølgerorganisationen FSB, da han blev premierminister i 1999. En KGB-mands tankesæt og verdensbillede er skruet sammen som en efterretningsoperation fra invasioner af andre lande til olympiske dopingplaner og spredning af falske nyheder fra troldefabrikker.

Han er også overbevist om, at alle andre lande fungerer på samme måde – som én stor efterretningsoperation primært rettet mod Rusland.

Det er så vigtigt som nogensinde for os at forstå, at de vestlige demokratiers åbenhed og gennemsigtighed modsvares af det hemmelighedskræmmeri og det skyggespil, der altid er foregået i det land, der har givet verden begreber som Potemkinkulisser og døde sjæle.

I Kreml har man i dag rendyrket forstillelse og skyggespil som en kunstart ved hjælp af troldefabrikker og falske identiteter ikke for at gå på erobringstogt og opnå verdensdominans, men for at sikre sig indflydelse og destabilisere de vestlige demokratier ved at sprede misinformation og lave ravage. At tale om en ny Kold Krig er derfor i virkeligheden kun at give Kreml medløb og spille med på russiske vilkår.

Det er vi ikke tjent med.

DEN amerikanske senator Mark Warner holdt en tale i sidste uge i Washington til lanceringen af tænketanken Carnegies nye program »The Return of Global Russia«. Warner er medlem af Senatets efterretningskomité og en nøglefigur i efterforskningen af Russiagate. Også Warner afviser, at vi i dag står midt i en ny kold krig.

Han foretrækker at tale om en skyggekrig, som USA og Vesten ikke har været rustet til, og som er mere ubestemmelig end tidligere konflikter.

Han er ikke sikker på, at det er en kamp, USA og Vesten er ved at vinde for tiden. Han maner til, at USA slår igen både med sanktioner og andre midler for at sikre, at Moskva forstår budskabet, og at man ikke bliver ved med at skyde i blinde ind i skyggeriget.

At forstå den skyggekrig og forholde sig til den er langt mere relevant end at drage falske sammenligninger med Den Kolde Krig. Hvis man ønsker fred, skal man ruste sig til krig, sagde romerne. Det gælder stadig. Også når det drejer sig om skyggekrig.

(Tekst: bibliotek.kk.dk kræver cpr.nr. login)

Midt i sin nedtur og økonomiske krise kunne Rusland gå hen og få en ekstra bonus i form af mere demokrati og mere politisk frihed, hvis det kommer til at gå som en af præsident Dmitrij Medvedjevs rådgivere, Igor Jurgens, siger. Det lyder selvfølgelig godt, men det er nu tvivlsomt, om den økonomiske krise i sin russiske variant vil komme til at forløbe på den måde og få de konsekvenser.

Man behøver bare at se på, hvordan Kreml reagerede på de protesterende bilforhandlere i Vladivostok.

De demonstrerede mod statens nye afgifter på brugte biler, som bilforhandlerne importerer fra Japan. Kreml reagerede prompte.

Specielle sikkerhedsstyrker blev sendt af sted fra Moskva til Vladivostok for at få bilforhandlere til at makke ret.

Et andet eksempel er den nye retssag, der er under forberedelse ved en domstol i Moskva mod Mikhail Khodorkovskij. Mens han endnu har tre år tilbage af sin første dom på otte år, kan han nu blive idømt en ny dom på 20 års fængsel.

Efter ni år med Vladimir Putin og putinisme indstiller mange sig på det værste scenarie frem for det bedste eller blot et godt scenarie, når det drejer sig om frihed og demokrati.

Det er ikke ligefrem de goder Putin & Co. har disket op med. Hvad man har fået er stramning, centralisering og mindre tolerance for afvigelse.

Jeg har intet ønske om at se flere prøvelser for russerne, men jeg må indrømme, at jeg ville byde det velkommen, hvis krisens virkninger ville føre til politisk liberalisering.

Putin har leveret stabilitet og økonomisk vækst takket været energiprisernes himmelflugt. Det har gavnet russerne, men den succes har været dårlig for Ruslands demokrati. I takt med de stigende oliepriser og den økonomiske fremgang har Rusland bevæget sig mod mere ensretning og et mere autoritært styre.

Igor Jurgens, der er leder af en tænketank med en liberal-demokratisk orientering, tror, at hvis økonomien bliver ved med at skrumpe, så skulle frihedsrettighederne vokse og føre til et mere åbent samfund. Han tror ligefrem, at det vil være afgørende for Ruslands økonomiske genopretning.

I en rapport om løsningen af den økonomiske krise siger Jurgens, at den sociale kontrakt i Rusland i de foregående år bestod af en begrænsning i borgerrettighederne til gengæld for økonomisk fremgang og velstand. Nu, da velstanden falder, må man ifølge Jurgens vente, at det vil gå frem for borgerrettighederne. »Det er ren logik,« siger Jurgens.

Jeg har mødt og oplevet Igor Jurgens adskillige gange i de seneste år og kan kun sige, at han er en af de skarpeste og mest artikulerede tænkere i Ruslands politiske establishment.

Han er også en insider med en klar forståelse af de politiske realiteter og de kræfter, der er på spil i Kreml. Så man kan kun håbe, at han har ret, og at hans analyse præcist forudsiger, hvor Rusland er på vej hen i sin næste fase. Men jeg er bare bange for, at det kan være ønsketænkning.

Under Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin har Rusland ganske vist oplevet, at krisetider kan føre til politisk og økonomisk liberalisering.

Men det er stadig tvivlsomt om den logik, som Jurgens henviser til, også vil fungere under putinismen.

Det er uafviseligt, at Rusland har oplevet bemærkelsesværdig økonomisk vækst og store overskud, men det er lige så ubestrideligt, at Rusland i samme periode har levet med et stort underskud af demokrati.

De positive økonomiske resultater bliver tilskrevet Putins kreditregnskab.

Men nogle af de demokratiske landvindinger, som russerne var begyndt at vænne sig til og nyde under Boris Jeltsin, er enten indskrænket eller helt forsvundet.

Det virker som om, at hver gang der har været en valgmulighed, foretrak Putin og Kreml mere stram styring, mens de proklamerede demokrati, retssamfund og frihed. Khodorkovskij-sagen er den bedste illustration af det skyggespil.

I fortsættelse af en gammel russisk tradition har Rusland bevæget sig fra potiomkinkulisser til putinisme.

Den nye retssag mod Khodorkovskij kunne blive en test af friheden under præsident Medvedjev og hans kritik af “juridisk nihilsme”, som han omtalte i sin indsættelsestale for knap et år siden. Juridisk nihilisme? Står det for noget, eller er det blot Medvedjevs bidrag til Ruslands nye og ret bizarre politiske ordforråd? Lad det komme an på en prøve med Khodorkovskij-processen II.

Det bedste scenarie ville være, hvis domstolen afviser anklagerne og opgiver sagen mod Khodorkovskij som grundløs. Det værste scenarie vil være endnu en skueproces, der ender med en dom på 20 års fængsel. I det lys, vil enhver dom på under 20 år være det gode scenarie. Rusland er blevet et mere farveløst og et meget mere ufrit land under Vladimir Putin end det var under Boris Jeltsin. Skriften på Kremls mur er konformisme, ikke forskellighed og meningsbrydning.

Putins system er en ny russisk hybrid, der består af autoritær magt dækket af lag af byzantinsk intrigemageri, gammeldags KGBmetoder og orwellsk doublespeak.

Nepotisme, korruption og kontraktmord hører også med i den ligning med en lang række uopklarede mord på kendte journalister, politikere og forretningsfolk.

Sovjettidens metoder mod kritikere og afvigere var barbariske nok som f. eks. arbejdslejre og psykiatriske anstalter, men de er nu blevet erstattet af lejemordere, der opererer ved højlys dag og skaffer kritikere og modstandere af vejen med skydevåben eller eksotiske gifte.

Kremls virkelige politiske hensigter er blevet erstattet af eufemismer som den vertikale magtstruktur, styret demokrati, de administrative ressourcer, suverænt demokrati og lovens diktatur. Det står alt sammen kun for, at al magt flyder til og fra Kreml og den erhvervsvirksomhed, som hele staten er blevet til under Putin.

Putins tidligere økonomiske toprådgiver, Andrej Illarionov, har mest overbevisende beskrevet, hvordan staten under Putin har forvandlet sig til en korporativ stat med visse lighedspunkter til Mussolinis Italien. Den korporative stat bliver drevet som et kommercielt foretagende med Putins håndplukkede mænd på alle nøgleposter.

De er ikke kun systemets garanter, men tager også godt for sig af retterne. Russiske og udenlandske kommentatorer beskriver Putins Rusland som et kleptokrati. Både Illarionov og andre har fremhævet, hvordan FSB, det tidligere KGB, og andre sikkerhedsorganer har bidraget med ledere og er med til at styre og opretholde det system.

Det er helt i pagt med Stalins gamle slagord, »Kadrerne bestemmer alt.« Russernes eget navn for den styregruppe er “siloviki”. At dømme efter siloviki-folkenes magt og ind-flydelse er det den eneste gruppe, der har nydt Putins fulde tillid.

Han er selv en af dem og er bundet til dem med særlige broderskabsbånd, der består af national stolthed, solidaritet og en fælles forståelse af Ruslands interesser. Deres støtte er afgørende i en krise, som den, Rusland gennemlever for tiden.

Den krise har vist, at Ruslands stabilitet er papirtynd. Ruslands økonomi er ikke understøttet af en solid og veludviklet industribase eller et moderne finanssystem. Det gør den russiske økonomi særlig sårbar, når man kommer ud i et økonomisk uvejr som det, verden oplever nu.

Efter at have elimineret den demokratiske opposition og de folkevalgte regionale guvernører, så vil den eneste reelle trussel mod Kreml og putinismen være spontane folkelige oprør som demonstrationerne i Vladivostok.

Trods Jurgens forhåbninger, ser det ud til, at i et system, der ikke tolererer opposition, vil skruen blive strammet i krisetider. Det er mere sandsynligt, at man vil bruge krisen som påskud til at stramme grebet end at åbne for mere lys og luft.

På et tidligt tidspunkt, da Vladimir Putin havde overtaget præsidentembedet, forklarede han, hvordan man bedst kunne løse konflikten i Tjetjenien: »Der er kun én måde at gøre noget effektivt på i den situation, og det er at være i offensiven.

Du skal slå først og slå så hårdt, at din modstander ikke kan rejse sig igen.« Det er den visdom, Vladimir Putin voksede op med som dreng i det halvkriminelle baggårdsmiljø i Leningrad. Og det er den holdning, han har taget med sig som statsmand og leder.

Som Ruslands præsident viste Putin gang på gang sin vilje og evne til at efterleve den holdning og omsætte den til handling. Putin er ikke Ruslands præsident længere, men som premierminister er han ganske godt positioneret til at sikre, at putinismen vil leve videre i en rum tid endnu.

(Tekst. www.bibliotek.kk.dk kræver cpr.nr. login)