Hans seneste bog, ” FOLKET OG MAGTEN Populisme og den nye verdensorden”, er netop udkommet i en opdateret udgave.

JEG VANDT valget«. Sådan startede Donald Trump en ny Twitter-storm ti dage efter sit nederlag.

Det siger alt om manden og tiden. Han bekræftede igen, at hans mål er at destabilisere USA, knuse demokratiet og opløse den bestående verdensorden.

Lige siden nederlaget har han hamret løs som en besat: Jeg har vundet. Stort.

Det virker som det rene vanvid.

Det er det ikke. Det er en nøje udtænkt og eksekveret strategi. Opskriften på Trumps succes.

Han forstår tiden og sine vælgere bedre end de fleste i en tid uden forskel på løgn og sandhed, og hvor alt er muligt.

Alt bliver, som man siger, hvis man blot gentager det ofte nok. Sådan er livet i løgnens og konspirationernes tid.

Sådan begår man et Twitterbåret kup. I stedet for en indrømmelse af nederlaget, har Amerika fået en ny konspirationsteori.

Den vil amerikanerne komme til at høre på og leve med i årevis.

JEG HAR ALDRIG lagt skjul på min mening om Donald Trump som præsident i medierne og i min bog fra 2017, ‘ Folket og magten’. Jeg har advaret om, at han var en katastrofe.

En trussel for det amerikanske demokrati, for den transatlantiske alliance og vores verdensorden siden 1945. Han har fra første dag bevist, at den frygt var berettiget og begrundet. For mig er han den omvandrende guldstandard for tidens populisme.

I sin indsættelsestale i 2017 fremmanede Trump en apokalyptisk undergangsvision: ‘ the American carnage’, det amerikanske blodbad.

I sin egen fortælling fik han stoppet det med ‘ America first!’ og ‘ Make America Great Again!’ I hans fantasiverden starter Biden nu blodbadet igen, og det gør Trumps præsidentkampagne 2024 også. Trump har fået smag for adressen 1600 Pennsylvania Avenue. Og nu har han en ny konspirationsteori til at slå sig op med.

Joe Biden kommer til at stå i spidsen for USA i de næste fire år. Som Amerikas redning og håb om at finde sig selv. Ikke nødvendigvis Amerika som det var, men et land, der genfinder sin identitet i balance med sine grundværdier og drømme.

Et Amerika som andre lande i generationer har set op til som forbillede, og som påtog sig rollen som førernation. Både et anker og et fyrtårn for den vestlige verden. Hvis det ene river sig løs, og det andet går ud, er vi ilde stedt. Mange af mine amerikanske venner har ledt efter det Amerika. I fortvivlelse fordi de var bange for, at det var ved at gå tabt.

Det blev et omkvæd i medierne og private samtaler, at Amerika ville lide varig skade og være uigenkendeligt, hvis Trump fik fire år til. Der var noget i luften, der virkede meget større end Trump.

Denne narcissistiske, egomaniske forretningsmand og realitystjerne var langt ude. Han var ved at bringe Amerika på afveje uden at have det mindste begreb om politik eller verdenssituationen.

I 60′ erne og 70′ erne talte man om fremmedgørelse. I dag taler man om identitet, polarisering og ulighed i en konfrontation mellem eliterne og folket. Der kræves et overblik og kompetencer, Trump ikke besidder.

Da coronaepidemien slog til, stod det klart, hvis man ikke havde opdaget det før. Manden var helt blank og udgjorde en fare.

Det var ikke sarkasme, da han foreslog at kurere covid- 19 med injektioner af desinficerende rengøringsmidler. Det var heller ikke sarkastisk ment, at han ikke ville gå med maske. Det var et politisk standpunkt. Tidens tegn og trends virkede som et forvarsel om skelsættende forandringer måske med katastrofale følger. Vinter. Skumring.

Mørke. Undergang.

Det var ikke svært at forstå den dystre stemning eller amerikanernes bekymring.

Vi har bevæget os fra oplysning til opløsning.

Fra demokrati til konspirati. En amerikansk russisk videnskabsmand, Peter Turchin, bygger sine politiske analyser på beregninger over modeller og data fra zoologien, som er hans forskningsspeciale.

Hans model over tyverne er dyster.

Trediverne kan blive endnu værre, siger han.

JEG HAR fulgt amerikansk politik, siden jeg i 1976 som studerende på Columbia School of Journalism var med til at dække valget, da Jimmy Carter vandt over Gerald Ford. Jeg har aldrig forestillet mig noget så vildt og uamerikansk som de fire år med Trump.

Noget var gået galt, og jeg frygtede, at det kunne blive endnu værre.

Det var der også mange amerikanere, der gjorde – alle dem, der stemte for Biden 3. november, et klart flertal på knap 80 millioner vælgere. En historisk rekord.

Måske var der også noget galt med selve systemet.

Som en maskine, der efter mange års tro tjeneste var ved at gå i udu. For eksempel de afdankede valgkollegier. Alle mekanismer, selv de bedste har en bestemt levetid, og så skal de have et eftersyn og have udskiftet nogle dele.

Som så mange andre drog jeg et lettelsens suk, da det stod klart, at Biden var valgets vinder. I sin nye bog taler Barack Obama om ideernes markedsplads, hvor meningsbrydningen finder sted.

Det er her de tre søstre, ære, ærlighed og værdighed mødes, når man følger spillereglerne, uanset om man er vinder eller taber. Både i politik, spil og kærlighed.

Men tab og vind med samme sind er lettere sagt end gjort.

Dagen inden valget kom Trump med en bekendelse: »Det er let nok at vinde, men det er svært at være taber. Det er det for mig«. Lige siden har han bevist, at han er verdens dårligste taber. Han kunne ikke tage det, da Biden vandt, og sejren blev fejret som en folkefest. Man festede, som om det var en befrielsesdag. Med masker på.

Som forudset af mange nægter Trump at vedkende sig nederlaget, som det ellers er skik og brug, når resultatet foreligger.

I fire år har Trump gjort en dyd ud af ikke at følge skik og brug.

At gå imod konventionerne. At gøre det modsatte af, hvad man venter af USAs præsident. Det er alle hans instinkter, hele hans personlighed og politiske strategi.

Den er baseret på ‘ del og hersk’, det dogme, som han i lighed med enevældige fyrster og despoter har brugt til at sætte forskellige befolkningsgrupper op imod hinanden for at skabe spændinger, polarisering og ustabilitet. At sætte en skræk i livet på folk og fremmane dommedagsvisioner er et populistisk speciale.

Trumps tidligere rådgivere og den lange stribe af forfattere, der har skrevet om ham, fremhæver samstemmende, at de ikke kender nogen anden leder, der som han ønsker at splitte nationen frem for at skabe samling og enhed. De når frem til den enslydende konklusion: Trump er uegnet til at beklæde jobbet som præsident og truer det amerikanske demokrati.

Det er sjældent, at så mange og så forskellige mennesker er så enige.

DA DET amerikanske sikkerhedsministerium meddelte, at valget havde været historiens sikreste, noterede Trump det som en af sine fortjenester. Derefter fyrede han embedsmanden, der havde ansvaret for rapporten.

Men han nægtede stadig at anerkende Biden som vinder og blev ved med at beskylde ham for at have stjålet valget. Han er offeret, lynchningen og martyriet venter.

Ud af fyrre retssager har han kun fået medhold af én domstol. Til gengæld har han sat alle sejl til både på Twitter med sine 90 millioner følgere, og på de andre sociale medier, TV-stationer og aviser, der støtter ham.

Budskabet er enslydende: Trump har vundet, valget er stjålet, selv om beviserne mangler. De eneste, der prøver at snyde og stjæle, er Trump og hans hjælpere, som med afpresning og trusler vil ændre resultatet.

Det handler ikke om, at Trump er gået i selvsving. Der er et strategisk mål. Det går ud på at trække overdragelsen ud, indtil den endeligt startede denne uge, starte en folkebevægelse under sloganet ‘ Stop tyveriet’ og destabilisere systemet, som man har gjort det i de sidste fire år. Nu underminerer man Bidens legitimitet som præsident og etablerer en ny konspiratorisk myte.

Trump afviser at have et særligt formål med det, men det er oplagt, at det bliver Trumps nye myte til valgkampagnen i 2024. Det er samme opskrift, der blev brugt til at starte Trumps politiske karriere: Myten om at Barak Obama ikke var født i USA og derfor var en illegitim præsident.

Det betød intet, at det var løgn, bare historien havde masseappel og kunne spindes som en konspiration. Løgnen som alternativ kendsgerning. En folkebevægelse under navnet ” Stop tyveriet” er nu ved at tage form.

Det er et fantasifoster, men Trump har set, at den slags virker i den konspirationskultur, har har stimuleret og sluppet fri. Siden han startede sin første valgkampagne i 2015, har han gang på gang vist, at løgn og illusion kan omsættes til politisk valuta ved hjælp af teknologi og kyndige propagandamestre.

Lige så effektivt som i andre politiske systemer og andre historiske perioder. I et kongerige, hvor sandheden systematisk bliver nedbrudt og devalueret, bliver løgnen konge. Det har været en af Trumps læresætninger og største præstationer.

Et af hans politiske mesterstykker. Det sikrede ham 72 millioner stemmer. To uger efter valget havde kun en ud af ti republikanere i landets højeste folkevalgte forsamlinger anerkendt, at Biden havde vundet.

LØGN OG konspiration har under Trump indtaget ideernes markedsplads som de to onde søstre. Tolerancen for løgn voksede sig større og større lige som fascinationen af konspirationsteorier.

Trumps hæmningsløse brug af dem begge har gjort ham til en heltefigur og rollemodel blandt verdens højreradikale, nationalistiske populister. Deres ubestridte alfahan.

Men efter valget vågnede Trump op til sit livs største chok: Han stod tilbage som den ydmygede taber. Stadig en han – men uden alfa. Flere kommentatorer har brugt Kong Lear, Shakespears intrigefyldte hof-og familiedrama, som en nærliggende metafor for det politiske realityshow, der udspiller sig i Washington.

Men Timothy Snyder bruger et nyere eksempel.

Den internationalt anerkendte historiker sammenligner situationen efter valget med den tyske dolkestødslegende efter Første Verdenskrig, da tyske generaler og højrefløjspolitikere beskyldte jøder og socialister for Tysklands nederlag og ydmygelse.

De dolkede Tyskland i ryggen og var skyld i tyskernes ulykke. Hitler og nazisterne brugte dolkestødsmyten til at bane sig vej til magten og siden til at udrydde jøder og socialister. »Hvis du er blevet dolket i ryggen, er alt tilladt«, skriver Snyder.

»Hvis man påstår, at et valg er illegitimt, er det et krav om at bevare magten. Et kup er under forberedelse.

« Den tidligere republikanske toppolitiker Newt Gingrich har leveret stoffet til Snyders tese. Han lød som et ekko af den tyske dolkestødslegende, da han på Fox tv kaldte Bidens valgssejr for »Intet andet end venstrefløjens magtkup finansieret af folk som George Soros«. Soros er den jødiske milliardær, der har støttet demokraterne og østeuropæiske demokratigrupper.

Så passer pengene: Løgnen og konspirationen er i spil. Og jøderne.

Trump er selvfølgelig ikke alene, men får fuld opbakning af de republikanske partiledere. Outsideren kaprede partiet, og siden kaprede han Amerika. Nu ejer han det republikanske parti, hvor kun få tør gå imod ham.

Historikeren og journalisten Anne Applebaum har i Atlantic Magazine og i sin seneste bog ‘ Demokratiets Tusmørke’ spurgt, hvorfor republikanerne har overgivet sig og forsvarer Trump og hans kaosstyre.

Hun ser dem som Trumps villige formidlere og kalder dem for kollaboratører.

Men Trump har også medløbere rundt omkring i Europa. De findes også i Danmark som Trump-verstehereeller udenlandske kollaboratører. Politikere, mediefigurer, erhvervsledere og andet godtfolk står frem for at tage Trump i forsvar.

De synes ikke, han får en fair behandling.

Med en iøjnefaldende parathed og nidkærhed springer de på Trumps løbske lokomotiv og bagatelliserer hans grænseoverskridende, løgninficerede regeringsledelse.

De bedyrer, at Trump er god nok, og at det amerikanske demokrati er solidt nok til at håndtere og overleve ham.

Når amerikanere som Timothy Snyder, Bob Woodward, John Bolton, forsvarsminister Mattis, kommentatoren George Will, tidligere general og stabschef John Kelly, Anne Applebaum og en lang stribe andre slår alarm og advarer om Trump som en trussel mod USA’s demokrati, må vi andre lytte efter.

Demokratiet står på spil ikke kun i USA, men i de fleste liberale demokratier i Vesten.

De er under pres indefra og udefra.

Vores demokratis bæredygtighed er ikke givet. Trumps angreb på demokratiet er ikke for sjov.

Det er ikke sarkastisk ment. Det er dødsens alvorligt og ikke kun for amerikanerne, men for os alle, som mener, at der ikke findes et bedre alternativ. Winston Churchill sagde det allerede i 1947: »Ingen prætenderer, at demokratiet er perfekt eller altformående. Man siger faktisk, at demokratiet er den værste styreform undtagen alle de andre…«. I Berlin i 1963 holdt John Kennedy en af sine mest berømte taler, da han hyldede Vestens demokrati og frihed og lovpriste berlinerne med disse uforglemmelige ord: »I frihedens verden i dag er de stolteste ord, man kan udtale: ‘ Ich bin ein Berliner.’« Der er stor afstand mellem Trumps Tweets og Kennedys ord ikke kun i tid og retorisk formåen, men i verdenssyn, politiske idealer og forståelse for den amerikanske præsidents rolle og betydning både i forhold til sine amerikanske vælgere og borgerne i de vestlige demokratier – som f. eks. de trængte berlinere. Og næsten en verden til forskel i den politiske virkelighed. I dag er det amerikanerne, der er trængt og bekymrede.

Jeg har ikke oplevet så dyster en stemning og den form for utryghed og bekymring i USA som i de sidste fire år. Og jeg kan mærke, at amerikanerne har brug for den opmuntring og støtte fra deres venner, som berlinerne fik i 1963.

Så jeg håber, der findes en europæisk leder, der vil finde den rette anledning og den rette tribune til at gribe chancen og returnere Kennedys hyldest med disse ord: »Vi står sammen med jer og vil med stolthed sige, at i forsvaret af demokratiet er vi alle amerikanere«. Nu mangler vi bare en europæisk Kennedy.

I stedet for en indrømmelse af nederlaget har Amerika fået en ny konspirationsteori Nu underminerer man Bidens legitimitet som præsident og etablerer en ny konspiratorisk myte.

(Tekst: bibliotek.kk.dk kræver cpr.nr. login)

JEG er født i Sibirien under mine forældres ufrivillige eksil i 16 år fra 1941 til 1957, da vi mirakuløst fik tilladelse til at vende tilbage til Danmark, min mors hjemland. Men jeg har aldrig båret nag og har aldrig næret et ønske om hævn og gengældelse. Jeg er ikke en hadefuld russofob.

Tværtimod er Rusland, det russiske folk og den russiske kultur, noget jeg holder uendelig meget af og har brugt en stor del af mit professionelle liv på at studere og fortælle om.

Ikke drevet af fjendskab og had, men af et ønske om at forstå og skabe forståelse og kendskab til et land, der på mange danskere og vesteuropæere virker fremmedartet og utilgængeligt.

Men jeg er grundlæggende uenig i præmissen om, at vi befinder os i »en ny kold krig«. Først og fremmest fordi historien aldrig gentager sig selv. Som tyskerne siger eller rettere synger: »Das gibt’s nur einmal, das kommt nicht wieder«. Den Kolde Krig udspillede sig under ganske bestemte historiske forhold i en verden, der var delt ideologisk, politisk og økonomisk i Øst og Vest i kølvandet på historiens blodigste krig. Det er nærmest ønsketænkning at tale om en ny kold krig i lyset af, hvad vi står over for i dag, og hvad vi har set i de seks år, der er gået, siden Vladimir Putin startede sin tredje præsidentperiode i 2012.

Vi står snarere midt i en krig, der udkæmpes på mange fronter dag og nat. Det er en uerklæret cyberkrig for fuld udblæsning. Det er lidt af et definitionsspørgsmål, om man vil kalde den kold eller varm. Men det er i hvert fald ikke en »kold krig« i gængs forstand. Og det er bestemt ikke en krig, man kan bagatellisere eller affeje, som nogle af Putins venner i Danmark og andre vestlige lande gør, når de går i gang med den politiske hvidvaskning af Moskvas handlinger og motiver.

MOSKVA udgør ingen trussel, lyder det.

Rusland er ikke Sovjetunionen med en aggressiv ideologi, det er et svækket land og har ingen onde hensigter, udgør ingen trussel og drømmer ikke om ekspansion og verdensdominans. Putins hvidvaskere siger, at det er noget vrøvl at tale om, at Rusland kan påvirke valg i de vestlige demokratier. Det er ikke andet end rygter, og de sætter trumf på, når de siger, at der ikke er nogen beviser.

Det er ret chokerende at høre det, når politiske ledere på begge sider af Atlanten, nogle af verdens førende forskere og analytikere, og samtlige vestlige efterretningstjenester samstemmende siger, at Moskva i årevis har været i gang med en massiv og systematisk kampagne for at underminere Vestens liberale demokratier. Er der virkelig tale om, at de alle sammen har rottet sig sammen mod Rusland, at det er en sammensværgelse drevet af russofobi og grundløs frygt? Konfrontationen mellem Putins Rusland og Vesten i dag skyldes noget helt andet end det, Putins venner i Vesten ønsker at tale om. Når hvidvaskerne siger, at Rusland er for svagt til at udgøre en trussel mod Vesten, er de blinde over for de kræfter, der er på spil.

Det er ikke Ruslands styrke, men Ruslands svaghed, der udgør den største trussel for omverdenen. Med sin endimensionale økonomi, med sin underudviklede industrisektor og et dysfunktionelt, gennemkorrupt system er det ikke lykkedes Putin at skabe en velfungerende industriel stormagt, men et autoritært kleptokrati baseret på venskabskapitalisme.

Russiske og vestlige forskere beskriver det som et korporativt, autoritært system i lighed med Mussolinis Italien. Forskellen og fornyelsen ligger i den specielle sammensmeltning af magt og ejendom i et system, hvor Kremls magtelite både sidder på al magt og kontrollerer umådelige rigdomme med det russiske folk som de evige tabere. Det har to konsekvenser. For det første må systemets mænd holde fast på magten med alle midler, for ellers mister de kontrollen over alle deres rigdomme og formuer. Ad forskellige veje er Putinsystemet havnet i samme fælde som de sovjetiske ledere – de er blevet systemets gidsler. De kan ikke give slip på magten og må bæres ud. Og for det andet lider systemet under akut mangel på legitimitet og er derfor nødt til at etablere et alibi for at holde fast på magten med alle midler.

Putin og hans mænd har derfor haft brug for at genoplive den ældgamle myte om Rusland som den belejrede fæstning omringet af fjender. Men det er endnu mere iøjnefaldende, at Putin har genoplivet arven fra Stalin i form af permanent ustabilitet som et politisk redskab både indad-og udadtil. Her er der en direkte linje til Den Kolde Krig, da Stalin og hans arvtagere brugte permanent ustabilitet til at opretholde kontrollen både hjemme og ude og på den måde legitimere den terror og undertrykkelse, der i alle årene kendetegnede det totalitære sovjetiske system. Det var det system, som Putin og hans generation af russiske ledere voksede op med og blev formet af. Det faldt dem let at overtage stalinismens metoder, magtmidler og myter. Destabilisering er blevet Kremls redskab fra Georgien over Ukraine og Syrien til den amerikanske valgkamp, Brexit, Catalonien og alle de steder, hvor de vestlige demokratier viser tegn på svaghed.

Kreml opfatter de liberale demokratier som den største trussel mod det bestående system i Rusland og har demonstreret en vilje og en evne til at udnytte både konventionelle våben og de nye cybervåben og militariseret information for at skabe usikkerhed, forvirring og kaos. Og for at vinde indflydelse. Destabilisering er Ruslands foretrukne våben i det 21. århundrede.

Den russiske journalist og tidligere studievært på TV-Stationen NTV, Jevgenij Kiselev, har i en blog skrevet: »Rusland har forvandlet sig til en efterretningsstat. Rusland bliver styret af folk, der i kraft af deres uddannelse, opdragelse og deres professionelle erfaring og deres livserfaring deler alle mennesker i vores egne og de fremmede.« Kiselev lever i dag i landflygtighed og arbejder som vært for et politisk talkshow på en russisksproget TV-station i Kiev.

DE fleste er i dag klar over, at Sovjetunionen var styret af de forskellige efterretningstjenester, der kontrollerede alle aspekter af den sovjetiske hverdag med KGB som den overordnede tjeneste.

Men de færreste tænker på, at det samme er tilfældet i Putins Rusland. Han tilbragte det meste af sin karriere i KGB og var den øverste chef for efterfølgerorganisationen FSB, da han blev premierminister i 1999. En KGB-mands tankesæt og verdensbillede er skruet sammen som en efterretningsoperation fra invasioner af andre lande til olympiske dopingplaner og spredning af falske nyheder fra troldefabrikker.

Han er også overbevist om, at alle andre lande fungerer på samme måde – som én stor efterretningsoperation primært rettet mod Rusland.

Det er så vigtigt som nogensinde for os at forstå, at de vestlige demokratiers åbenhed og gennemsigtighed modsvares af det hemmelighedskræmmeri og det skyggespil, der altid er foregået i det land, der har givet verden begreber som Potemkinkulisser og døde sjæle.

I Kreml har man i dag rendyrket forstillelse og skyggespil som en kunstart ved hjælp af troldefabrikker og falske identiteter ikke for at gå på erobringstogt og opnå verdensdominans, men for at sikre sig indflydelse og destabilisere de vestlige demokratier ved at sprede misinformation og lave ravage. At tale om en ny Kold Krig er derfor i virkeligheden kun at give Kreml medløb og spille med på russiske vilkår.

Det er vi ikke tjent med.

DEN amerikanske senator Mark Warner holdt en tale i sidste uge i Washington til lanceringen af tænketanken Carnegies nye program »The Return of Global Russia«. Warner er medlem af Senatets efterretningskomité og en nøglefigur i efterforskningen af Russiagate. Også Warner afviser, at vi i dag står midt i en ny kold krig.

Han foretrækker at tale om en skyggekrig, som USA og Vesten ikke har været rustet til, og som er mere ubestemmelig end tidligere konflikter.

Han er ikke sikker på, at det er en kamp, USA og Vesten er ved at vinde for tiden. Han maner til, at USA slår igen både med sanktioner og andre midler for at sikre, at Moskva forstår budskabet, og at man ikke bliver ved med at skyde i blinde ind i skyggeriget.

At forstå den skyggekrig og forholde sig til den er langt mere relevant end at drage falske sammenligninger med Den Kolde Krig. Hvis man ønsker fred, skal man ruste sig til krig, sagde romerne. Det gælder stadig. Også når det drejer sig om skyggekrig.

(Tekst: bibliotek.kk.dk kræver cpr.nr. login)

Amerika og Rusland, to lande med hver sin ulykkesfugl i spidsen, Bill og Boris, der mødtes i Kreml i et varmt favntag, som i et kort øjeblik forenede to uforenelige politiske skæbner på et tidspunkt, da de begge står ved en korsvej og ser deres politiske skæbne i øjnene. Boris er så svækket fysisk og mentalt, at han kun kan styre landet ved hjælp af sine magtinstinkter. Bill er politisk svækket, fordi han har ladet sig styre af sine drifter. Den enes land ligger i ruiner og er lammet af politisk og økonomisk kaos, den anden har kastet sit land ud i et tragikomisk mareridt, mens hans politiske karriere og historiske eftermæle er styrtet sammen i en blanding af sex og politik, løgn og offentlig ydmygelse, anger og sædpletter.

Der er intet komisk og intet at le ad i Rusland, hvor situationen kun er tragisk. Rusland kan ikke finde ud af styre sig selv og vælge den vej, der fører til stabilitet og vækst med demokrati og et frit marked som grundlag. Mens man desperat søger efter udveje og prøver at definere Ruslands nye identitet, er den russiske økonomi kollapset med et brag, og landet er gået i betalingsstandsning. Præsident Jeltsin er i en tilstand, hvor han er ude af stand til at gribe ind og må hjælpeløst se til, mens andre styrer ham som en marionetdukke. Alle de gode intentioner fra de seneste års reformforsøg er druknet i et hav af intriger, inkompetence, bedrag og korruption. Intet land er blevet udplyndret og skamredet af sine egne som Rusland. Resultatet er en lammelse af Rusland i en blanding af magtesløshed og afmagt, der endnu engang skiller landet ud som et særtilfælde – et land der ikke vil sit eget bedste. Mange spørger i dag om USA vil sit eget bedste i lyset af den tortur nationen har udsat sig selv for i de sidste ni måneder, siden Monica Lewinsky-skandalen brød løs. Et er en præsident med en så utæmmelig virilitet at ikke engang det ovale kontor kan lægge en dæmper på den. Noget andet er den politiske udnyttelse af Clintons fadæse og forsøg på at komme ud af den. Amerikanerne elsker at tale om de nationale interesser, og hvad der tjener dem bedst. Drivkraften bag amerikanernes stræben efter succes, rigdom og velfærd er individets interesser på det nære plan og de nationale interesser på det overordnede plan med sandfærdighed og renfærdighed som de højeste dyder. Med en omskrivning af Leo Tolstojs berømte åbningssætning i romanen Anna Karenina fristes man til at sige, at alle lande er lykkelige på samme måde, men de er alle ulykkelige på hver sin måde. Rusland og Amerika er i dag to lande, der hver står med sin egen ulykke og er ulykkelige på meget forskellig vis. Rusland er ved at gå i opløsning, og man taler om afgrund, kollaps, borgerkrig, diktatur og fascisme med lange udsigter til, at Rusland kommer på ret fod igen og kan genoptage opbygningen af et frit, demokratisk og markedsbaseret samfund. Imens er USA dybt begravet i detaljerne om præsident Clintons seksuelle udskejelser, hans forhold til Hillary, hans undskyldninger, hans anger, hans bortforklaringer, og Monica Lewinskys kvindelige ynder eller mangel på samme. Rusland på afgrundens rand med tusindvis af atomvåben og hærskarer af forarmede og desperate borgere, og USA er på randen af politisk stilstand på grund af århundredets sexskandale. Ruslands krise er blevet udløst som en konsekvens af det mismanagement og den undertrykkelse, landet var udsat for under mere end halvfjerds års kommunistisk diktatur. En af konsekvenserne er ikke kun mangel på institutioner og forståelse for ledelse og organisation i en markedsøkonomi, men også mangel på moral. I USA er der ingen mangel på moral – det amerikanske problem hedder dobbeltmoralen. Overalt i det amerikanske samfund i alle lag af det offentlige, økonomiske og politiske liv lurer dobbeltmoralen og blander dyder og synder, religion, sex, politik, kommercialisme i en malstrøm af ideer, holdninger og værdier, der konstant bombarderer amerikanerne over alt, hvor de bevæger sig. Dobbeltmoralen går hånd i hånd med sandhedsbegrebet, som er blevet rendyrket til et af de højeste symboler i amerikansk kultur og selvopfattelse. Det er nærmest blevet en besættelse, der alt efter omstændighederne kan udnyttes til at opretholde alle de vedtagne normer og værdier eller til tilintetgørelse af politiske modstandere. Men i al deres sandshedsiver ser amerikanerne ud til at være ude af stand til at skelne mellem præsident Nixons og Watergatebandens kriminelle handlinger og fadæser som Clintons, hvor idiotiske og pinlige de end måtte være. Hvad man end kan sige om Clintons erotiske eskapader og hans forsøg på at bortforklare dem, er det ikke kriminelle handlinger eller noget, der berører USAs nationale interesser i en grad, der kan berettige, den tid, energi og de ressourcer, der hidtil er blevet brugt på at klarlægge de mindste detaljer helt ned til DNA-prøver af sædpletterne på Monicas kjole fra tøjkæden GAP. Det er ikke de nationale interesser, der står på spil i denne sag, men den nationale nysgerrighed, der er blevet pirret og fodret i månedsvis med en hel verden, der fra sidelinjen har fulgt sagens optrevling med måbende vantro. Sex og politik er en eksplosiv blanding, og Clintons drifter har allerede bragt ham ud, hvor ingen anden præsident har befundet sig før. Det alene er straf nok, og amerikanerne burde nu have så meget besindelse og sund fornuft i behold, at de vil lade Clinton slippe og lade ham fuldføre de resterende halvandet år, han har tilbage i Det Hvide Hus, inden han glider over i historien som præsidenten med den åbne gylp, de røde ører og en økonomi, der boomede og gjorde Amerika endnu rigere og stærkere. Clinton har dummet sig, and so what? Nu må man se at komme videre, inden sagen antager endnu mere absurde dimensioner end den allerede har gjort og skader USA endnu mere. Ingen kan bestride at Lewinsky-skandalen har haft stor global underholdningsværdi, men det politiske establishment i Washington må snart erkende, hvad rollefordelingen er mellem Hollywood og Capitol Hill. Hvis USAs ambition er at lede og ikke at underholde verden, må de politiske kræfter, der bruger Lewinsky-skandalen som et politisk instrument til at uskadeliggøre Clinton og demokraterne, erkende, at de aktiviteter begynder direkte at skade USAs nationale interesser. Andre nationer har svært ved at tage et land alvorligt, der er mere optaget af at granske i præsidentens sexliv end at tage sig af de globale udfordringer. Clinton skal historien nok tage sig af – men USA har politisk ikke råd til at bruge mere tid og flere ressourcer på Lewinsky-skandalen. Rusland kan ikke slippe af med en præsident, der kun kan styre ved hjælp af sine instinkter, og USA prøver at slippe af med en præsident, der i for høj grad har ladet sig styre af sine drifter. Russerne må lære, hvordan man overvinder det sovjetiske ledersyndrom og kan udskifte sine præsidenter, når de har overskredet duelighedsgrænsen. Amerikanerne må lære, hvordan man overvinder fortidens puritanisme og sætter deres præsidenters politiske duelighed højere end deres evne til at styre deres drifter og leve i pagt med den amerikanske dobbeltmorals tvivlsomme bud.

(Tekst: bibliotek.kk.dk / kræver cpr.nr. login)