Putinisme og krisetider

Midt i sin nedtur og økonomiske krise kunne Rusland gå hen og få en ekstra bonus i form af mere demokrati og mere politisk frihed, hvis det kommer til at gå som en af præsident Dmitrij Medvedjevs rådgivere, Igor Jurgens, siger. Det lyder selvfølgelig godt, men det er nu tvivlsomt, om den økonomiske krise i sin russiske variant vil komme til at forløbe på den måde og få de konsekvenser.

Man behøver bare at se på, hvordan Kreml reagerede på de protesterende bilforhandlere i Vladivostok.

De demonstrerede mod statens nye afgifter på brugte biler, som bilforhandlerne importerer fra Japan. Kreml reagerede prompte.

Specielle sikkerhedsstyrker blev sendt af sted fra Moskva til Vladivostok for at få bilforhandlere til at makke ret.

Et andet eksempel er den nye retssag, der er under forberedelse ved en domstol i Moskva mod Mikhail Khodorkovskij. Mens han endnu har tre år tilbage af sin første dom på otte år, kan han nu blive idømt en ny dom på 20 års fængsel.

Efter ni år med Vladimir Putin og putinisme indstiller mange sig på det værste scenarie frem for det bedste eller blot et godt scenarie, når det drejer sig om frihed og demokrati.

Det er ikke ligefrem de goder Putin & Co. har disket op med. Hvad man har fået er stramning, centralisering og mindre tolerance for afvigelse.

Jeg har intet ønske om at se flere prøvelser for russerne, men jeg må indrømme, at jeg ville byde det velkommen, hvis krisens virkninger ville føre til politisk liberalisering.

Putin har leveret stabilitet og økonomisk vækst takket været energiprisernes himmelflugt. Det har gavnet russerne, men den succes har været dårlig for Ruslands demokrati. I takt med de stigende oliepriser og den økonomiske fremgang har Rusland bevæget sig mod mere ensretning og et mere autoritært styre.

Igor Jurgens, der er leder af en tænketank med en liberal-demokratisk orientering, tror, at hvis økonomien bliver ved med at skrumpe, så skulle frihedsrettighederne vokse og føre til et mere åbent samfund. Han tror ligefrem, at det vil være afgørende for Ruslands økonomiske genopretning.

I en rapport om løsningen af den økonomiske krise siger Jurgens, at den sociale kontrakt i Rusland i de foregående år bestod af en begrænsning i borgerrettighederne til gengæld for økonomisk fremgang og velstand. Nu, da velstanden falder, må man ifølge Jurgens vente, at det vil gå frem for borgerrettighederne. »Det er ren logik,« siger Jurgens.

Jeg har mødt og oplevet Igor Jurgens adskillige gange i de seneste år og kan kun sige, at han er en af de skarpeste og mest artikulerede tænkere i Ruslands politiske establishment.

Han er også en insider med en klar forståelse af de politiske realiteter og de kræfter, der er på spil i Kreml. Så man kan kun håbe, at han har ret, og at hans analyse præcist forudsiger, hvor Rusland er på vej hen i sin næste fase. Men jeg er bare bange for, at det kan være ønsketænkning.

Under Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin har Rusland ganske vist oplevet, at krisetider kan føre til politisk og økonomisk liberalisering.

Men det er stadig tvivlsomt om den logik, som Jurgens henviser til, også vil fungere under putinismen.

Det er uafviseligt, at Rusland har oplevet bemærkelsesværdig økonomisk vækst og store overskud, men det er lige så ubestrideligt, at Rusland i samme periode har levet med et stort underskud af demokrati.

De positive økonomiske resultater bliver tilskrevet Putins kreditregnskab.

Men nogle af de demokratiske landvindinger, som russerne var begyndt at vænne sig til og nyde under Boris Jeltsin, er enten indskrænket eller helt forsvundet.

Det virker som om, at hver gang der har været en valgmulighed, foretrak Putin og Kreml mere stram styring, mens de proklamerede demokrati, retssamfund og frihed. Khodorkovskij-sagen er den bedste illustration af det skyggespil.

I fortsættelse af en gammel russisk tradition har Rusland bevæget sig fra potiomkinkulisser til putinisme.

Den nye retssag mod Khodorkovskij kunne blive en test af friheden under præsident Medvedjev og hans kritik af “juridisk nihilsme”, som han omtalte i sin indsættelsestale for knap et år siden. Juridisk nihilisme? Står det for noget, eller er det blot Medvedjevs bidrag til Ruslands nye og ret bizarre politiske ordforråd? Lad det komme an på en prøve med Khodorkovskij-processen II.

Det bedste scenarie ville være, hvis domstolen afviser anklagerne og opgiver sagen mod Khodorkovskij som grundløs. Det værste scenarie vil være endnu en skueproces, der ender med en dom på 20 års fængsel. I det lys, vil enhver dom på under 20 år være det gode scenarie. Rusland er blevet et mere farveløst og et meget mere ufrit land under Vladimir Putin end det var under Boris Jeltsin. Skriften på Kremls mur er konformisme, ikke forskellighed og meningsbrydning.

Putins system er en ny russisk hybrid, der består af autoritær magt dækket af lag af byzantinsk intrigemageri, gammeldags KGBmetoder og orwellsk doublespeak.

Nepotisme, korruption og kontraktmord hører også med i den ligning med en lang række uopklarede mord på kendte journalister, politikere og forretningsfolk.

Sovjettidens metoder mod kritikere og afvigere var barbariske nok som f. eks. arbejdslejre og psykiatriske anstalter, men de er nu blevet erstattet af lejemordere, der opererer ved højlys dag og skaffer kritikere og modstandere af vejen med skydevåben eller eksotiske gifte.

Kremls virkelige politiske hensigter er blevet erstattet af eufemismer som den vertikale magtstruktur, styret demokrati, de administrative ressourcer, suverænt demokrati og lovens diktatur. Det står alt sammen kun for, at al magt flyder til og fra Kreml og den erhvervsvirksomhed, som hele staten er blevet til under Putin.

Putins tidligere økonomiske toprådgiver, Andrej Illarionov, har mest overbevisende beskrevet, hvordan staten under Putin har forvandlet sig til en korporativ stat med visse lighedspunkter til Mussolinis Italien. Den korporative stat bliver drevet som et kommercielt foretagende med Putins håndplukkede mænd på alle nøgleposter.

De er ikke kun systemets garanter, men tager også godt for sig af retterne. Russiske og udenlandske kommentatorer beskriver Putins Rusland som et kleptokrati. Både Illarionov og andre har fremhævet, hvordan FSB, det tidligere KGB, og andre sikkerhedsorganer har bidraget med ledere og er med til at styre og opretholde det system.

Det er helt i pagt med Stalins gamle slagord, »Kadrerne bestemmer alt.« Russernes eget navn for den styregruppe er “siloviki”. At dømme efter siloviki-folkenes magt og ind-flydelse er det den eneste gruppe, der har nydt Putins fulde tillid.

Han er selv en af dem og er bundet til dem med særlige broderskabsbånd, der består af national stolthed, solidaritet og en fælles forståelse af Ruslands interesser. Deres støtte er afgørende i en krise, som den, Rusland gennemlever for tiden.

Den krise har vist, at Ruslands stabilitet er papirtynd. Ruslands økonomi er ikke understøttet af en solid og veludviklet industribase eller et moderne finanssystem. Det gør den russiske økonomi særlig sårbar, når man kommer ud i et økonomisk uvejr som det, verden oplever nu.

Efter at have elimineret den demokratiske opposition og de folkevalgte regionale guvernører, så vil den eneste reelle trussel mod Kreml og putinismen være spontane folkelige oprør som demonstrationerne i Vladivostok.

Trods Jurgens forhåbninger, ser det ud til, at i et system, der ikke tolererer opposition, vil skruen blive strammet i krisetider. Det er mere sandsynligt, at man vil bruge krisen som påskud til at stramme grebet end at åbne for mere lys og luft.

På et tidligt tidspunkt, da Vladimir Putin havde overtaget præsidentembedet, forklarede han, hvordan man bedst kunne løse konflikten i Tjetjenien: »Der er kun én måde at gøre noget effektivt på i den situation, og det er at være i offensiven.

Du skal slå først og slå så hårdt, at din modstander ikke kan rejse sig igen.« Det er den visdom, Vladimir Putin voksede op med som dreng i det halvkriminelle baggårdsmiljø i Leningrad. Og det er den holdning, han har taget med sig som statsmand og leder.

Som Ruslands præsident viste Putin gang på gang sin vilje og evne til at efterleve den holdning og omsætte den til handling. Putin er ikke Ruslands præsident længere, men som premierminister er han ganske godt positioneret til at sikre, at putinismen vil leve videre i en rum tid endnu.

(Tekst. www.bibliotek.kk.dk kræver cpr.nr. login)