16 ÅR I SIBIRIEN
Rachel og Israel Rachlin var i slutningen af 1970’erne begyndt på at skrive deres erindringer for at efterkommere og slægtninge skulle kende til deres dramatiske historie. På et tidspunkt kom de i kontakt med Gyldendal, der viste interesse for at udgive bogen. 16 år i Sibirien udkom første gang i 1982 og er blevet genudgivet i adskillige oplag og udgaver. Samlet solgte bogen over 250.000 eksemplarer på dansk. Den er oversat til engelsk, fransk, tysk, russisk og litauisk.
I sin anmeldelse i Politiken i april 1982 skrev Herbert Pundik:
“Denne bog er gribende, fordi den taler jævnt om vigtige ting, som mange af os måske har glemt. Om de enkle glæder, om brød som kan smage lige så godt som chokolade, for det var så knapt, om sammenhold i familien og om venskab. Der er ingen patos i disse erindringer og intet had. det er mærkværdigt. “Vi var ikke opfyldt af had til systemet, skriver forfatterne, “men heller ikke af kærlighed. Vi hørte bare ikke til her. At Rachlinerne overlevede 16 år i Sibirien er udtryk for en sjælden livskunst. At det lykkedes dem at overleve uden bitterhed og had er en udfordring for os alle.”
I 2012 udkom 16 år i Sibirien i en revideret udgave med forord af Samuel Rachlin.
(Tekst: www.rachlin.dk)
Fortællinger fra vores liv
Efter udgivelsen af bøgerne 16 ÅR I SIBIRIEN og SKÆBNER I SIBIRIEN har Rachel og Israel Rachlin holdt utallige foredrag over det ganske land. De er her ofte blevet spurgt om deres tilværelse, før de blev deporteret til Sibirien, og om hvordan livet formede sig, efter de var kommet til Danmark i 1957.
FORTÆLLINGER FRA VORES LIV handler om barndom og opvækst, familie og børn og om den hverdag, der mødte dem, da de endelig vendte “hjem” til Danmark. Disse historier, der krydres med enkelte, nye erindringsglimt fra tiden i Sibirien, tegner et billede af to mennesker, der trods hårde tider altid har beholdt livslysten og som formår at formidle den på en klog, gribende og underholdende måde.
(Tekst: www.saxo.dk)
Blade fra en slægtshistorie
Med Blade fra en slægtshistorie sluttede Israel og Rachel Rachlin deres familiesaga i fire bind. Israel døde den dag bogen første gang udkom i oktober 1998, blot to dage før Rachel fyldte 90. Kun fire måneder senere fuldte Rachel ham. I denne udgave har deres yngste søn, Samuel Rachlin, skrevet forord om hans forældres sidste tid. Sidst i bogen bringes talerne, Samuel Rachlin holdt ved de to begravelser.
(Tekst: www.saxo.dk)



