De fremmede i vores midte

Det er let under et kortvarigt besøg i Danmark at få indtryk af at landet er ved at blive løbet over ende, at danskheden er under afvikling, og at indvandrere og flygtninge er Danmarks problem nummer ét. Pia Kjærsgaard og Mogens Camre synger med forskellige stemmer, men omkvædet er det samme. Danskerne er presset, grænsen er nået og nu må det være nok. Som en anden profet er Thorkild Simonsen steget ned om ikke fra bjerget, så dog fra Århus for at give den politiske pibe en anden lyd. Nu skal han i handling vise, hvad han i årevis har prædiket som borgmester. Iagttaget på afstand fra den anden side af Atlanterhavet virker det nu ikke, som om der er nogen grund til at frygte for danskheden og de nationale symboler så længe ». . . bøgen spejler sin top i bølgen blå«, »det er ølhunden, der glammer«, nationen kan samles omkring Bjarne Riis, håndboldpigerne og fodbolddrengene, mens Dannebrog vajer over kolonihaverne, og skattetrykket placerer landet på en ubestridt førsteplads på verdensranglisten.

Der er så meget mellem sund og bælt og hav på vore 43.000 kvadratkilometer, som er så umiskendeligt dansk, at der ikke er nogen som helst grund til at betvivle dansk identitet. Det, der skiller os ud fra andre og giver os vort særpræg, er ikke et enkelt træk eller en bestemt side, men den kultur og mentalitet, der er summen af dansk historie, sprog og sang, geografi, politik, nationale myter, lune og den evindelige vaklen mellem grundløst storhedsvanvid og ubegrundet mindreværdsfølelse. Iagttaget på afstand trives danskheden i bedste velgående. Ingen er helt som vi. Jeg tøver ikke med at skrive »vi« selv om jeg ret beset blot er en adoptivsøn, der for fyrre år siden ankom til Danmark sprog- og forudsætningsløs. Min danskhed er ikke af den muldbårne slags, men siden frøken Nielsen lærte mig dansk på Valhøjskolen i Rødovre, har jeg aldrig betvivlet mit tilhørsforhold. Spørgsmålet om hvem der er dansk, og hvad det betyder, er derfor ikke blot et abstrakt problem, men har også noget at gøre med min egen identitet. Vi bliver ved med at stille spørgsmålstegn ved danskheden og søge efter tegn på dens forfald fordi vi lider af en form for nationalt hypokondri. Det har rod i den danske tvivl, et af de mere fremherskende danske træk, der får os til konstant at rejse spørgsmålet om vi kan, skal, vil eller bør være med, acceptere, afslå eller stå af i tide. Hvis man vil være venlig kan man udlægge neurosen som skepsis og forsigtighed. Den mere uvenlige forklaring er, at det er et udslag af dansk vægelsind. Vi slår os aldrig til tåls som nation, men slår os i tøjret over de valg og beslutninger, vi har truffet. Vi er aldrig helt trygge ved medlemskab i de klubber, der vil have os som medlemmer. Ofte kan det virke som om vi aller helst vil lades i fred og passe os selv, uden at der kommer nogen ude fra og forstyrrer. Tryghed og sikkerhed er de dyder, der gennem mange generationer har været helt centrale for vores selvforståelse. De er blandt de højeste danske værdier i tilværelsen, og Ingemann har fanget essensen med »Fred hviler over land og by«, inkarnationen af dansk idyl i pagt og forsoning med natur, Gud og hvermand. I vores egen tid har vi, for at værne om den tryghed og sikkerhed, opbygget et bolværk af sociale goder og systemer, der tegner sig for ca. 50 pct. af de offentlige udgifter og overgår det meste af, hvad man møder i andre lande. Danskerne er pakket ind i bistand, dagpenge, mindsteløn og overførsler. Omsorg er blevet til forsorg og fællesskab til institutionaliseret solidaritet i den statsstyrede udgave ved skattebilletten som sit grundlag og overførselsindtægter som sit evangelium. Velfærd er det, der sammenfatter danskernes dyrkelse af tryghed og sikkerhed. Intet over og intet under den danske velfærd. I solidaritetens navn har man bandlyst nød og afsavn i Danmark og vedtaget, at alle skal have det lige godt. Det er ikke kun en ret, men nærmest en borgerpligt at have det godt i Danmark. Og alle skal have lige meget, nærmest med vold og magt. Ser man sig omkring i kongeriget, det velordnede og velfungerende puslingeland, erkender man hurtigt, at det jo er lykkedes meget godt med at fastholde, at »få har for meget og færre for lidt«. Det er i spændingsfeltet mellem den danske tryghed og den integration og globalisering, som Danmark er en del af, at problemet om danskheden er opstået og har udløst diskussionen om danskheden som en truet kulturart. Det er indvandrere, EU-bureaukrater og amerikansk kulturimperialisme, der i forening truer Mor Danmark. Det sker stadig hyppigere, at man støder på beskrivelser af Danmark som et multietnisk samfund, nærmest et nordeuropæisk mini-Amerika. Tilstrømningen af indvandrere og flygtninge har ændret det danske bybillede og skubbet til den uforstyrrede danske hygge. Fremmede tungemål og gevandter har sat mere kulør på dagligdagen. Det, danskerne kun har oplevet på charterrejser til fjerne mål, skal de pludselig leve med inden for deres egen dør. Lukkeloven er heller ikke længere, hvad den var, smørrebrødet har fået konkurrence af shawarma, og hele den tyrkiske musik er blevet en realitet. På trods af de iøjnefaldende eksotiske skikke, som indvandrerne har bragt med sig, og på trods af de problemer, der skrives så meget om i aviserne, med integration og tilpasning af de fremmede, så udgør de en forsvindende lille gruppe – under tre pct. af den danske befolkning, en af de svagest stillede og ringest organiserede grupper i samfundet. Det er for det meste mennesker, som prøver at skabe sig et anstændigt liv uden undertrykkelse og diskrimination. Og de mennesker skulle udgøre en trussel mod danskheden og ryste den danske kultur i dens grundvold? Som nation er danskerne et af de mest homogene folk i Europa. Vi har et umiskendeligt sprogligt fællesskab, en rig litteratur og en blomstrende sangskat. Vores historie og vore myter kan ingen tage fra os. Der er danskhed nok til mange, mange generationer. Men danskhed er selvfølgelig ikke et statisk begreb. Det var ikke det samme at være dansk for 1.000 år eller 250 år siden som i dag. Lige som sproget vil danskheden ændre sig med årene under påvirkning af forandringer i samfundet og den verden, der omgiver os. Fællesnævneren vil forblive den samme, men summen af påvirkninger og nationale erfaringer vil blive ved med at vokse og ændre sig i takt med historiens gang. Alarmklokkerne er ikke øredøvende, men nogle stemmer er blevet ganske skingre. Det er beklageligt, for det vigtigste i dag er at bevare sansen for realiteterne og den verden vi er en del af. Alternativet er en nation af berøringsangste i en overbeskyttet drivhuskultur, der vil gå til på grund af mangel på luft og lys. Der er brug for proportioner og et køligt, nøgternt overblik i vores holdning til indvandrere. Danmarks økonomi og geografi sætter naturlige grænser for, hvor mange udlændinge vi kan tage imod. Antallet er sikkert en del højere, end det, vi har i dag, men det er selvfølgelig ikke ubegrænset. Anklagerne mod indvandrerne for at misbruge systemet er sikkert berettiget i en del tilfælde. Men det største problem er systemet selv, fordi det i ligemageriets og solidaritetens navn giver indvandrerne adgang til alle de samme goder, som danskerne har opbygget med slid og flid og høje skatter gennem årtier. Det er misforstået omsorg, når man lader indvandrere nyde, før de kan yde noget til gengæld og være med til at styrke systemet. Udgangspunktet må være, at man giver indvandrerne mulighed for at leve og arbejde uden frygt og undertrykkelse og med adgang til fundamentale goder som uddannelse og sygesikring. De fleste andre goder må de vente med, til de er blevet ydende medlemmer af samfundet. I de aller fleste tilfælde vil de klare sig bedre end i deres hjemlande og vil lige som indvandrere i andre lande med tiden opnå resultater og succes. Giv dem plads og tid til at falde til, lad være med at pakke dem ind i danske velfærdsgoder og glem alt om modersmålsundervisning. Undervisning af indvandrerbørn i deres modersmål er ikke et samfundsanliggende, men en privat sag. Den slags holdninger og eksempler er et problem, ikke kun fordi det er en ekstra belastning på systemet, men også fordi det nærer det fremmedhad, der lurer under overfladen, og som stimuleres af opinionsdannere og forkyndere, der spiller op med gammelkendte midler. Hvis Thorkild Simonsen er mand for at ordne de problemer og tør kalde tingene ved deres rette navn og ikke mindst tage fat på de åbenlyse urimeligheder i systemet, vil han sikre sig en varig plads i nyere dansk historie. Vi må erkende, at vi lever i en tid, hvor fremmede kulturer og religioner vil finde indpas i vores midte, og danskerne vil være nødt til at finde balancen mellem den nødvendige åbenhed og en rimelig forventning om, at indvandrerne vil tilpasse sig under dansk skik og levevis. Faren mod danskheden kommer ikke fra de fremmede, men inde fra, fra et samfund der i sin angst for det vildtvoksende og ukontrollerede er i fare for at blive et reservatsamfund uden dynamik og fremdrift. Det er en fare for danskheden, når raske unge træder offentligt frem og uden blusel erklærer, at de foretrækker bistand frem for lønarbejde, der blot forstyrrer dem med at realisere sig selv og samle sig om livets sande værdier. Det er en fare for danskheden, når andre lande og udenlandske selskaber kommer os i forkøbet i den globale konkurrence, fordi vi dukker os og beskytter os bag det ene lag af velfærd efter det andet. Det er en fare for danskheden, når vores trygheds- og sikkerhedsbehov bliver så stort, at det vil virke passende at udskifte vores nationalsang med »Fred hviler over land og by«. Det er ærligt talt ikke så hyggeligt at tænke på.