Fanget mellem uduelighed og dobbeltmoral

Amerika og Rusland, to lande med hver sin ulykkesfugl i spidsen, Bill og Boris, der mødtes i Kreml i et varmt favntag, som i et kort øjeblik forenede to uforenelige politiske skæbner på et tidspunkt, da de begge står ved en korsvej og ser deres politiske skæbne i øjnene. Boris er så svækket fysisk og mentalt, at han kun kan styre landet ved hjælp af sine magtinstinkter. Bill er politisk svækket, fordi han har ladet sig styre af sine drifter. Den enes land ligger i ruiner og er lammet af politisk og økonomisk kaos, den anden har kastet sit land ud i et tragikomisk mareridt, mens hans politiske karriere og historiske eftermæle er styrtet sammen i en blanding af sex og politik, løgn og offentlig ydmygelse, anger og sædpletter.

Der er intet komisk og intet at le ad i Rusland, hvor situationen kun er tragisk. Rusland kan ikke finde ud af styre sig selv og vælge den vej, der fører til stabilitet og vækst med demokrati og et frit marked som grundlag. Mens man desperat søger efter udveje og prøver at definere Ruslands nye identitet, er den russiske økonomi kollapset med et brag, og landet er gået i betalingsstandsning. Præsident Jeltsin er i en tilstand, hvor han er ude af stand til at gribe ind og må hjælpeløst se til, mens andre styrer ham som en marionetdukke. Alle de gode intentioner fra de seneste års reformforsøg er druknet i et hav af intriger, inkompetence, bedrag og korruption. Intet land er blevet udplyndret og skamredet af sine egne som Rusland. Resultatet er en lammelse af Rusland i en blanding af magtesløshed og afmagt, der endnu engang skiller landet ud som et særtilfælde – et land der ikke vil sit eget bedste. Mange spørger i dag om USA vil sit eget bedste i lyset af den tortur nationen har udsat sig selv for i de sidste ni måneder, siden Monica Lewinsky-skandalen brød løs. Et er en præsident med en så utæmmelig virilitet at ikke engang det ovale kontor kan lægge en dæmper på den. Noget andet er den politiske udnyttelse af Clintons fadæse og forsøg på at komme ud af den. Amerikanerne elsker at tale om de nationale interesser, og hvad der tjener dem bedst. Drivkraften bag amerikanernes stræben efter succes, rigdom og velfærd er individets interesser på det nære plan og de nationale interesser på det overordnede plan med sandfærdighed og renfærdighed som de højeste dyder. Med en omskrivning af Leo Tolstojs berømte åbningssætning i romanen Anna Karenina fristes man til at sige, at alle lande er lykkelige på samme måde, men de er alle ulykkelige på hver sin måde. Rusland og Amerika er i dag to lande, der hver står med sin egen ulykke og er ulykkelige på meget forskellig vis. Rusland er ved at gå i opløsning, og man taler om afgrund, kollaps, borgerkrig, diktatur og fascisme med lange udsigter til, at Rusland kommer på ret fod igen og kan genoptage opbygningen af et frit, demokratisk og markedsbaseret samfund. Imens er USA dybt begravet i detaljerne om præsident Clintons seksuelle udskejelser, hans forhold til Hillary, hans undskyldninger, hans anger, hans bortforklaringer, og Monica Lewinskys kvindelige ynder eller mangel på samme. Rusland på afgrundens rand med tusindvis af atomvåben og hærskarer af forarmede og desperate borgere, og USA er på randen af politisk stilstand på grund af århundredets sexskandale. Ruslands krise er blevet udløst som en konsekvens af det mismanagement og den undertrykkelse, landet var udsat for under mere end halvfjerds års kommunistisk diktatur. En af konsekvenserne er ikke kun mangel på institutioner og forståelse for ledelse og organisation i en markedsøkonomi, men også mangel på moral. I USA er der ingen mangel på moral – det amerikanske problem hedder dobbeltmoralen. Overalt i det amerikanske samfund i alle lag af det offentlige, økonomiske og politiske liv lurer dobbeltmoralen og blander dyder og synder, religion, sex, politik, kommercialisme i en malstrøm af ideer, holdninger og værdier, der konstant bombarderer amerikanerne over alt, hvor de bevæger sig. Dobbeltmoralen går hånd i hånd med sandhedsbegrebet, som er blevet rendyrket til et af de højeste symboler i amerikansk kultur og selvopfattelse. Det er nærmest blevet en besættelse, der alt efter omstændighederne kan udnyttes til at opretholde alle de vedtagne normer og værdier eller til tilintetgørelse af politiske modstandere. Men i al deres sandshedsiver ser amerikanerne ud til at være ude af stand til at skelne mellem præsident Nixons og Watergatebandens kriminelle handlinger og fadæser som Clintons, hvor idiotiske og pinlige de end måtte være. Hvad man end kan sige om Clintons erotiske eskapader og hans forsøg på at bortforklare dem, er det ikke kriminelle handlinger eller noget, der berører USAs nationale interesser i en grad, der kan berettige, den tid, energi og de ressourcer, der hidtil er blevet brugt på at klarlægge de mindste detaljer helt ned til DNA-prøver af sædpletterne på Monicas kjole fra tøjkæden GAP. Det er ikke de nationale interesser, der står på spil i denne sag, men den nationale nysgerrighed, der er blevet pirret og fodret i månedsvis med en hel verden, der fra sidelinjen har fulgt sagens optrevling med måbende vantro. Sex og politik er en eksplosiv blanding, og Clintons drifter har allerede bragt ham ud, hvor ingen anden præsident har befundet sig før. Det alene er straf nok, og amerikanerne burde nu have så meget besindelse og sund fornuft i behold, at de vil lade Clinton slippe og lade ham fuldføre de resterende halvandet år, han har tilbage i Det Hvide Hus, inden han glider over i historien som præsidenten med den åbne gylp, de røde ører og en økonomi, der boomede og gjorde Amerika endnu rigere og stærkere. Clinton har dummet sig, and so what? Nu må man se at komme videre, inden sagen antager endnu mere absurde dimensioner end den allerede har gjort og skader USA endnu mere. Ingen kan bestride at Lewinsky-skandalen har haft stor global underholdningsværdi, men det politiske establishment i Washington må snart erkende, hvad rollefordelingen er mellem Hollywood og Capitol Hill. Hvis USAs ambition er at lede og ikke at underholde verden, må de politiske kræfter, der bruger Lewinsky-skandalen som et politisk instrument til at uskadeliggøre Clinton og demokraterne, erkende, at de aktiviteter begynder direkte at skade USAs nationale interesser. Andre nationer har svært ved at tage et land alvorligt, der er mere optaget af at granske i præsidentens sexliv end at tage sig af de globale udfordringer. Clinton skal historien nok tage sig af – men USA har politisk ikke råd til at bruge mere tid og flere ressourcer på Lewinsky-skandalen. Rusland kan ikke slippe af med en præsident, der kun kan styre ved hjælp af sine instinkter, og USA prøver at slippe af med en præsident, der i for høj grad har ladet sig styre af sine drifter. Russerne må lære, hvordan man overvinder det sovjetiske ledersyndrom og kan udskifte sine præsidenter, når de har overskredet duelighedsgrænsen. Amerikanerne må lære, hvordan man overvinder fortidens puritanisme og sætter deres præsidenters politiske duelighed højere end deres evne til at styre deres drifter og leve i pagt med den amerikanske dobbeltmorals tvivlsomme bud.

(Tekst: bibliotek.kk.dk / kræver cpr.nr. login)