Russisk vinter

SMOLENSK-MOSKVA

Vinteren har igen sneget sig ind på Rusland og bundet jorden med frost under et tykt lag sne. Siden november har den særlige, hvide ro og stilhed hvilet over land og by og mennesker. Livet går ikke i stå, og snemasserne udløser ingen panik – vinteren og kulden er noget, russerne lever med og indstiller sig på ikke som et onde, men som en af livets uundgåelige tilstande. Floder og søer fryser til, naturen går i dvale, folk trækker i det varme tøj og gør sig klar til at møde vinteren. Den russiske vinter har sin egen rytme, sit eget lys, sin egen toneart. Luften er sprød af frost og sol, mens Nadezjda Petrovna Filipenkova fylder sine to metalspande med vand fra vandpumpen ved vejkanten tre hundrede meter fra hendes lille, blåmalede hus i landsbyen Mikhnovka uden for Smolensk i det vestlige Rusland. Med åget over skulderen bøjer hun sig i en rolig, glidende bevægelse ned for at få fat i hanken først på den ene spand og derefter den anden. “Jo-majo,” siger hun med et klagende suk, idet hun retter sig op, “sådan bærer vi vand herude, selv når man bliver så gammel som jeg.” Hun viser sin hånd frem: “I 21 år har jeg malket køer med de fingre – det var kun i de sidste 5 år inden jeg gik på pension, at vi fik malkemaskiner.” Hun går langsomt tilbage til sit hus, mens den nyfaldne sne knirker under hendes fødder. Babusjka
Det er Ö15 grader, de sorte, nøgne træer står i skarp silhuet som grafik mod det hvide snelandskab. Vejen er pudret med et tyndt lag sne og rimfrost. Nadezjda Petrovna træder forsigtigt i sine store, klodsede filtstøvler for at holde balancen, mens spandene klirrer og dingler i åget, uden at en dråbe bliver spildt. Hun er i begyndelsen af halvfjerdserne, og er den ukuelige, russiske morlil, der har gjort ordet babusjka til et begreb. Hun er klædt i en grå malkekittel, der er trukket ud over hendes frakke, og hendes brunlige gedeuldssjal er bundet tæt om hovedet med en omhyggeligt lagt fold, der omkranser det rynkede ansigt. Når hun taler, står der en sky af frost-em ud af hendes mund. “Børnene er flyttet til byen for længe siden, og min mand døde for tyve år siden, så jeg må klare mig alene, og det gør jeg så,” siger hun med et skævt smil uden en antydning af beklagelse. Det er blot en konstatering. “Jeg har en ko og en gris ude i stalden, og så har jeg mine kartofler i kælderen, og gulerødder og hvidkål, har jeg også nok af til vinteren,” forklarer hun med en særlig betoning og tilfredshed, som enhver russer vil være helt fortrolig med, fordi det er noget, alle er vokset op med og forstår at værdsætte. Det er russisk vintersnak. “Og jeg har da også lidt svampe, og syltetøj, og lidt saltagurker og surkål til at klare mig gennem vinteren med.” Her bruger hun den russiske deminutivform for at give navneordene en særlig kælen tone, som russerne bruger med udsøgt sproglig sans. Fordrukne landboere
Nadezjda Petrovna er ved at nærme sig huset og standser op ved lågen i palisade-gærdet omkring huset for at svare på endnu et spørgsmål fra en nysgerrig fremmed, der har forvildet sig herud i hendes lille landsby og fulgt hende fra vandpumpen. “Jo, det er svært at klare sig herude,” siger hun med et skuldertræk, der får åget med spandene til at vippe. Hun har sin egen forklaring på problemerne: “Alle er så fordrukne herude på landet. Hvis de ikke drak, ville de klare sig bedre.” Hun taler uden vrede. Hun konstaterer blot, hvordan livet former sig for hende: “Kød er noget der findes på markedet, men det er ikke noget jeg ser hjemme hos mig selv. Jeg ved ikke, om jeg har foder nok til min ko og gris, så det kan være, jeg bliver nødt til at slagte dem i vinterens løb. Så kan jeg da få kød på bordet,” siger hun med et glimt i øjet og blotter en rad af skinnende ståltænder. “Det er alle de kloge hoveder i Moskva, der bestemmer det hele. Men de har jo så travlt med at slås mod hinanden, så de har ikke tid til at tænke på os.” Hun står og grubler lidt over sine ord og tilføjer efter en lille pause: “Men vi skal nu nok klare os alligevel, det har vi gjort før.” Nadezjda Petrovna smiler med et lidt underfundigt varmt smil og går op mod palisadelågen omkring sit blå hus. En hård, hård vinter
Lige som Nadezjda Petrovna har millioner af russere rustet sig til en særlig streng vinter. Alle regner med, at vinteren vil byde på endnu flere prøvelser end sædvanlig på grund af den krise, som var længe under opsejling, men først slog ud i lys lue i midten af august 1998. Der er stadig ingen bedring i sigte, og med vanlig sans for galgenhumor siger russerne nu, at krisen i dag kradser så meget, at man af sparehensyn har besluttet at slukke lyset for enden af tunnelen. Landet er gået i betalingsstandsning, bankerne er gået fallit eller er paralyseret, millioner af russere får ikke udbetalt deres løn eller pensioner, fabrikker ligger stille, høsten er slået fejl og landbrugsproduk-tionen er gået i stå, sygehusvæsenet og det sociale system er ved at bryde sammen, korruption og kriminalitet er de eneste vækstsektorer, politikerne slås, regeringen aner ikke sine levende råd, præsidenten er dødssyg, Rusland stander i våde. Oven i alle de ulykker er det vinter – den lange, ubønhørlige russiske vinter. Konstellationen af alle de problemer og prognosen for vinteren ville være nok til at slå de fleste ud, men fatalister som de er, tager russerne situationen med sindsro. Lige som de i generationer har lært at klæde sig på for at modstå vinteren med pelsværk, uld, filtstøvler og vatterede jakker, og opbygge forråd til hele vinteren, på samme måde klæder de sig på psykologisk for at overleve endnu en politisk krise med en blanding af sarkasme, overbærenhed og tålmodighed med skæbnens tilskikkelser og luner. Hvad der får russerne til at klare selv de værste prøvelser er bevidstheden om, at det kan blive værre endnu. Det er ikke en teoretisk antagelse eller boglig viden, men noget de ved af egen bitter erfaring. Vinterens regning
Derfor er der ingen panik eller desperation at spore ved udsigten til endnu en lang vinter. Russerne har århundreders træning i at overleve vinteren, og med et suk og et skuldertræk indstiller de sig på at komme gennem de nye prøvelser. Vinterklargøringen er et tilbagevendende ritual. Man forskanser sig mod vinteren. Ude på landet bliver husene tætnet og ekstra vinduer sat i for at holde kulden ude. Ovnen og skorstenen bliver gennemset og afprøvet, mens brændet bliver savet, kløvet og stablet. I byerne bliver lejlighedernes vinduer tætnet med skumgummi eller vat og forseglet hermetisk med tape. Vintertøjet bliver taget frem og gennemgået. Glassene og krukkerne med vinterens forråd af syltede bær og frugter, agurker og svampe er for længst blevet gjort klar og gemt af vejen i en kælder eller et mørkt og koldt spisekammer. Vinteren koster Rusland milliarder i opvarmning, og med verdens største og mest ineffektive fjernvarmesystem, kunne man have sparet en stor del af disse udgifter og løst mange af Ruslands akutte finansproblemer. Hvad der er brug for er ny teknologi og ikke mindst tidssvarende ledelse i energisektoren. Alene reguleringshaner for ikke at tale om termostater på russiske radiatorer ville betyde milliardstore besparelser. Snerydningen føjer andre millioner til vinterens regning. Så snart sneen begynder at dale ned over de russiske byer, rykker kvinderne ud i deres orange veste for at rydde veje og fortove med koste og skovle. Særlige snerydningsmaskiner angriber snemasserne og smider dem op på lastbiler, der dag og nat kører sneen ud i en flod eller til en sø, hvor den ikke gør nogen skade. Mændene tager sig af snerydningen på tagene, hvor de med et tov om livet og ægte russisk dødsforagt ofte ser ud til at balancere helt ude ved kanten af taget for at skubbe sneen ned på gaden. En særlig vintersport går ud på at slå istapperne løs inden de river sig løs truer folks liv og førlighed. Naturens varsler
Nedarvet visdom har gennem generationer lært russerne at aflæse tegn og varsler i naturen, så man kan ruste sig og være klar til at møde vinteren. Hvis rønnebærtræerne bærer mange bær, betyder det at vinteren bliver lang og streng, og at naturen forbereder foder til fuglene. Men det betyder også, at man skal forsyne sig med rønnebærsaft, der er er rig på C-vitaminer og hjælper godt mod nogle af de infektionssygdomme, som følger med en lang vinter. Russerne har en rig skat af den slags praktiske råd og leveregler, der hjælper dem med at klare sig gennem vinteren. I de seneste år har russerne genopdaget, hvor vigtigt det er at leve tæt på naturen og blive ved med at have et forhold til jorden og vide, hvordan man skal dyrke den. Landboerne har altid været afhængige af den jordlod, der hørte til deres huse, og har altid dyrket kartofler, og hvad der ellers var plads til. Men i dag er byboerne også kommet med, og hver weekend i sæsonen er der en folkevandring fra byerne ud til datjaerne, russernes elskede sommerhuse, hvor der bliver gravet og plantet og luget med en energi og ildhu, som man ikke finder selv i de mest intensive landbrug. Russerne er blevet en nation af agerdyrkere, og at lægge, hyppe og høste kartofler er blevet en nærmest hellig pligt uanset stand og social status. Alt og alle må vige, hvis en ven eller bekendt meddeler, at han skal ud til sin datja for at plante eller høste. At dyrke sin jordlod er ikke længere tidsfordriv eller en hobby for russerne – det er en betingelse for at kunne klare vinteren med et godt helbred og en økonomi, der ikke er afhængig af ens løn eller pension. Ens jordlod er blevet garantien for, at man kommer helskindet gennem vinteren, og mange russere har skruet deres forventninger ned til det helt basale: kartofler, hvidkål, gulerødder, løg og hvidløg suppleret med hvad der kan syltes, henkoges eller saltes af frugt, bær, og grøntsager. Sådan har russerne levet i århundreder, og de affinder sig i de fleste tilfælde med, at de igen skal leve på den måde ved udgangen af det tyvende århundrede. En naturlov? Rundt omkring i landet har lærere og læger, kulminearbejdere og akademikere ganske vist protesteret med demonstrationer og arbejdsnedlæggelser, fordi de ikke har fået løn i månedsvis og får tilbudt betaling i form af sukker, vodka og andre naturalier. Men det er ikke en folkerejsning, det er ikke et oprør, og der har ikke været noget organiseret stormløb mod hovedstaden som de rumænske kulminearbejderes togt mod Bukarest. Russerne bider smerten og ydmygelsen i sig og prøver endnu engang at komme igennem en lang vinters prøvelser. Nogen prøver at give de nyrige eller amerikanerne eller jøderne skylden for alle de ulykker, men de allerfleste affinder sig med situationen: “Sådan er Ruslands skæbne nu engang, og det kan man ikke gøre ret meget ved.” Selv om folk ikke har fået løn i mange måneder og i ganske mange tilfælde i flere år, bliver de troligt ved med at gå på arbejde. Når man spørger dem, hvorfor de gør det , trækker de på skuldrene med et overbærende, resigneret smil: “Jamen, hvad skulle vi ellers gøre?” Mange fabriksarbejdere er i de seneste år blevet aflønnet med de varer, der bliver fremstillet på virksomheden: Fra toiletsæder og cykelpumper til ligkister, fuglebure, lysekroner, penis-attrapper og tv-apparater. På indfaldsvejene til byerne rundt omkring i landet er det i dag ikke et særsyn at se arbejderne falbyde deres forskellige varer for at omsætte dem til penge, som de kan købe mad og tøj for. Hver region eller egn har fået et nyt kendetegn – de varer der sælges på vejene. Russiske talenter
Et af de russiske talenter er evnen til at improvisere og klare sig med de forhåndenværende midler. Her viser russerne en mageløs påhitsomhed, som hjælper dem med at klare situationer, som ville få mange andre til at give op og pakke eller bryde sammen. Mange vesterlændinge ryster på hovedet, når de ser hvordan russerne har løst et teknisk eller praktisk problem i deres hverdag. Uden for Smolensk driver en af disse russiske tusindkunstnere en planteskole, hvor han fremavler alverdens eksotiske bær, frugter og blomster så de kan gro på de nordlige russiske breddegrader. I sit opvarmede, men ellers ret primitive drivhus har Jurij Mikhajlovitj Tjugujev lavet sin egen særlige blanding af jord og sand, der har fået vestlige eksperter til at spærre øjnene op, fordi han er i stand til at fremavle planter med et rodnet, der overgår tilsvarende vestlige prjekter med meget mere avanceret teknologi. Selv om det er vinter udenfor, fremviser han stolt citron- og appelsintræer, der står med blomster og frugter. Bagefter byder han på hensyltede frugter af egen avl. De smager himmelsk.
Der er ingen automatik eller computerstyring her. Kunstlyset i drivhuset bliver tændt med et særligt konstrueret stik, der sidder på en uhøvlet planke på knap en meter. Stikket bliver ført ind i en kontakt på en stolpe, der uden planken ville være uden for rækkevidde, og kunstlyset bliver slået til. Storm P. ville være lige så imponeret som de danske planteeksperter er det over Tjugujevs resultater. Der er bud efter hans planter fra hele landet. Mismodets vinter
Det er den form for opfindsomhed og ukueligt mod, der sætter russerne i stand til ikke kun at overleve vinteren eller undertrykkelse, men at klare sig med glans på trods af modstand og de ringest tænkelige betingelser. Deres sejhed og udholdenhed er legendarisk, men det er ikke grunden til, at de kan overleve en vinter, der får andre til at bukke under. Den russiske vinter gjorde det af med Napoleons hær og Hitlers krigsmaskine, ikke fordi russerne er bedre egnet til at klare kulde, men fordi de ved, hvordan man skal leve og overleve med den russiske vinter. Vinteren 1998-99 ser ud til at blive mismodets vinter i Rusland. Antallet af mennesker der lever under den officielle fattigdomsgrænse det sidste år er steget fra 30 til 44 millioner mennesker – det er mere end en fjerdedel af Ruslands befolkning. De gamle babusjkaer på landets markeder står i kø for at købe revnede æg, der bliver slået ud i deres medbragte glaskrukker. De ryster opgivende på hovedet og spørger, hvordan de skal klare sig for en pension på 150-200 kroner om måneden. Den russiske opfindsomhed og evne til at indrette sig efter omstændighederne ser ikke ud til at være nok i år. Kombinationen af russisk vinter og dyb økonomisk krise er ved at være for hård selv for russerne. Fødevarehjælp til en værdi på omkring 1 milliard dollar er på vej til Rusland fra USA og EU for at hjælpe russerne med at overleve vinteren og klare nøden i de mest udsatte egne. Folkevisdom og improvisation har ikke kunnet slå til i år. é
Inden Nadezjda Petrovna lukker lågen bag sig, vender hun sig om, med åget gyngende over sin skulder. “Nej,” siger hun, “der er ikke noget håb for os gamle. Det er ikke til at sige, hvornår det bliver bedre. Måske kommer vore børnebørn eller oldebørn til at opleve et bedre liv. Men for os gamle er der ikke noget håb.” Hun ler igen med sit lune, resignerede smil, der blotter hendes ståltænder. Så vender hun sig om og går langsomt med åget gyngende over skulderen op mod sit blåmalede hus ad stien, der er blevet trampet gennem sneen. Hendes navn, Nadezjda, er et populært navn i Rusland. Nadezjda betyder håb.

(Tekst. www.bibliotek.kk.dk kræver cpr.nr. login)