Tegn der skræmmer

Sommeren 1993 har bragt os ud på landevejene igen, hvad enten vi kører ad E 6 gennem Europa eller Rute 66 tværs over Amerika i vor sædvanlige søgen efter oplevelser og samvær med venner og familie. Det var under en af de køreture på en amerikansk landevej, at jeg så mig tilbage i bakspejlet, og i stedet for de sædvanlige endeløse rækker af biler og landskaber, der forsvinder bag min ryg, så de sidste par årtier aftegne sig på horisonten sammen med billedet af det brændende Sarajevo, lemlæstede børn og flygtninge med rædsel og opgivelse malet i deres ansigter. Det slog mig, at det måske var den sidste sommer, der føjer sig til rækken af lykkelige sommerminder. Jeg så, at vi raser af sted mod det 21. århundrede uden helt at forstå, hvad vi kommer fra, og hvad vi er på vej til. Jeg fik det dårligere og dårligere, fordi det begyndte at gå op for mig, at vore børn måske aldrig kommer til at opleve den verden, vi har taget som noget givet, noget man overhovedet ikke behøvede at skænke en tanke. Fagre gamle verden.

Nogle uger senere var der gensyn med Europa og et Danmark i en sommerdepression, der ikke kun skyldtes det urokkelige lavtryk, der sendte regn og kuling ind over land og by og tvang danskerne til at stride sig gennem livet i en ganske særlig gangart med bøjet hoved, en cigaret i den ene hånd og en ølflaske i den anden. Jeg opdagede, at udviklingen i Europa og specielt Jugoslavien har været med til at påvirke holdninger og stemninger i Danmark. At dømme efter medierne og mange samtaler er man i Danmark mest optaget af et bestemt aspekt af krigen i Jugoslavien – strømmen af flygtninge på jagt efter et fristed. Danmark har taget imod flygtningene, men mange synes åbenbart, at vi allerede har gjort nok. Medierne flyder over med beretninger om flygtningeintegration, invandrerkonflikter og politikernes kvaler med at finde ud af, hvad de skal stille op. Med 160.000 indvandrere og flygtninge i landet ser Danmark ud til at have nået sit mætningspunkt. Racisme og fremmedhad er begyndt at slå ud i lys lue, og fortidens gift er ved at sive igennem og bane sig vej til den blankpolerede danske overflade. Vi begav os ud på de danske landeveje, der førte os til et middagsselskab hos nogle venner i det sydlige Sjælland. Det var en god middag med dansk sommermenu, lystig snak og latter til hen over midnat, da selskabet brød op og begav sig ud i natten i et buldrende tordenvejr. Min kone fortalte om konversationen med sin bordherre, og hvordan de havde talt om krigen i Jugoslavien og tragedien i Bosnien-Herzegovina. Samtalen kom ind på Danmark og danskernes forhold til fremmede, hvorpå han til min kones forundring begyndte at lufte sine tanker om, hvor irriterende jøderne er, og hvorfor de er det. Midt i det ellers så dannede selskab udredte han i al diskretion en klassisk antisemitisk tirade om jøderne set i lyset af europæisk historie, kultur og religion. Det er ikke til at sige, hvad ærinde han var ude i, og hvad der udløste hans bekendelser. Men åbenbart følte han sig tryg nok og mente, at den slags ideer og holdninger nu frit kan luftes i det pænere selskab. Genklangen af den middagskonversation kom den følgende lørdag, da min søster, der var på besøg fra Isreal, foreslog at vi skulle tage i skoven for at samle svampe. Mærkværdigvis var der to timer uden regn og vi begav os ud på landevejen, der bragte os til skovene ved Ganløse og Værløse. Vi fandt ikke ret mange svampe, men vi fandt »skovens dybe, stille ro« og det, der gjorde det stærkeste indtryk, fandt vi først på vej tilbage med vort magre udbytte. Vi kørte ad stille villaveje i Bagsværd, da jeg i kanten af mit synsfelt bemærkede nogle mærkelige tegn på et raftehegn omkring en villahave. Vi var allerede kørt forbi, da jeg bad min søster om at bakke, så jeg kunne tyde tegnene. Det var en hel række af store firkanter sat på spidsen og med et kryds igennem. Ved nærmere eftersyn fik jeg min mistanke bekræftet. Det var hagekors malet med hvid graffitimaling – en helt række langs med hele raftehegnet. Bagefter havde nogen gjort sig umage for at skjule det forhadte symbol ved at trække linjerne op med den samme hvide farve og forvandle hagekorsene til firkanter med et kryds i. Til aller sidst var der skrevet noget. Også her havde gode mennesker prøvet at overmale budskabet, og det tog mig lidt tid at tyde ordene: JUDE RAUS. Det kom som en knytnæve fra fortiden. For første gang i mit liv læste jeg de ord, der gennem århundreder blev brugt som antisemiternes kampråb og blev et forvarsel om de kommende masseudryddelser i Nazityskland. Millioner af jøder har set og hørt de ord, og for dem alle må der have været en »første gang«, hvor de har stået og tænkt, hvad det mon betød, lige som jeg gjorde det den eftermiddag, lørdag den 7. august 1993 klokken 16.35, på en fredelig villavej i Bagsværd. Oplevelsen blev endnu stærkere, fordi nogen tydeligvis havde prøvet at skjule det, for det var for galt, for hæsligt, for uvirkeligt for virkeligheden på en stille dansk villavej. Men alligevel havde de ikke givet sig tid til at male hele svineriet over, men nøjedes med forsøg på at kamuflere det. De valgte den lette og hurtige løsning, der i virkeligheden kun forstærkede budskabet. Jeg forstod, at lapperier ikke hjælper, at racehad i alle dets primitive former og afskygninger ikke kan males over, skjules eller neutraliseres. Det skal bekæmpes med alle de midler et demokratisk samfund råder over. Vi fortalte om oplevelsen da vi kom hjem til mine forældre, der kunne berette om en anden episode i Bagsværd. For nogen tid siden var de kommet spadserende med hinanden under armen, da en flok unge mænd kom dem i møde. Lige før de passerede mine forældre løftede de alle deres højre arm og råbte som på kommando: Heil Hitler! Mine forældre er begge i midten af firserne og har i deres lange, hårdt prøvede liv været udsat for lidt af hvert, også antisemitisk chikane i Nazityskland. De har taget episoden i Bagsværd med samme stoiske ro som så mange andre ubehagelige oplevelser i deres liv, men de har svært ved at få den til at passe ind i billedet af det Danmark, som de elsker så inderligt og oprigtigt. Den samme lørdag bød på flere opdagelser. På vej ind til København så jeg et slogan på en mur ved Svanemøllen: White Power Nu og nedenunder var der tegnet et hagekors. Den slags viste det sig at være masser af eksempler på rundt omkring i København. De fleste af mine venner ser ud til at tage den helt med ro, og når jeg indvier dem i mine oplevelser og iagttagelser prøver de at berolige mig. De slår det hen og forklarer, at det nok ikke er andet end drengestreger, at der ikke skal mere end en håndfuld bøller og syge personer til for at forpeste luften. Det er muligt de har ret. Det er muligt at jeg overdriver. Men tænker de mon også på, at det er muligt, at de tager fejl og glemmer, hvordan den nazistiske gift begyndte at brede sig i Tyskland og resten af Europa? Jeg er parat til at give dem medhold, men jeg minder dem om, at jeg ikke oplevede den slags i Danmark for tre-fem år siden. En anden køretur på de nordsjællandske landeveje bragte mig til udstillingen i Munkeruphus ved Gilleleje om de fremmede i Danmark fra de første jødiske pengelånere, der har sluttet sig sammen i et væverkollektiv. Udstillingen fortalte lidt om nutidens indvandrere og deres integration, men hovedvægen var lagt på de danske jøder, og hvordan de gennem århundreder har været med til at berige det danske samfund gennem deres bidrag til dansk kultur, erhvervsliv og videnskab. Det underliggende budskab på udstillingen var ikke til at tage fejl af: Ethvert samfund kan drage fordel af indvandrere og fremmede. De bringer ikke kun fremmede sprog, religioner og skikke med sig, men de har også noget at bidrage med til gavn for alle. Tag godt imod dem. For beskedne midler havde arrangørerne stablet en fin lille udstilling på benene, men det, der slog mig mest, var tidspunktet for udstillingen. Jeg har aldrig set en lignende udstilling i Danmark, og det gik op for mig, mens jeg gik rundt fra det ene rum til det andet, at mine oplevelser og iagttagelser rundt omkring i landet ikke havde været helt skæve. Det var nogle af symptomerne på en forandring, nogle registreringer af et stemnings- og holdningsskifte, der er ved at slå igennem ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Der er noget i luften, der betyder voksende intolerance for de fremmede og anderledes og en tilsvarende voksende tolerance for dem, der åbent lufter deres racistiske meninger og holdninger. Tolerancepælene i Danmark er blevet rykket op og er ved at blive flyttet – i den forkerte retning. Giften er i luften – Munkeruphus-udstillingen var lidt modgift. Udfaldet er ukendt. Min ferie i Danmark var ved at slutte. Jeg begyndte at glæde mig, men havde endnu en tur til Jylland og en middag til gode. I regn og rusk gik det via Odden og Ebeltoft til Århus, hvor bestemmelsesstedet hed Brabrand. Jeg har aldrig været i Brabrand før, og på et tidspunkt kørte vi ind på en benzintank for at spørge om vej. Jeg gik indenfor og spurgte tankpasseren, om jeg for at komme til Brabrand skulle op på vejen igen og så dreje til højre ad hovedvejen: Jeg slog ud med min højre arm. Tankpasseren bekræftede kort at det var helt rigtigt, men inden jeg nåede at komme ud af døren blev jeg tiltalt af en mand, der stod mellem mig og tankpasseren med en stor plastikpose fuld af klirrende flasker, hvis indhold jeg kun kunne gætte mig til. Han slog ud med sin arm i den modsatte retning, mens de fire-fem andre tilstedeværendes ansigter opløstes i et smørret, indforstået grin. Jeg vil aldrig glemme den stumme scene i denne brøkdel af et sekund, da racismen og fremmedhadet ramte mig i ansigtet og for altid forandrede mit billede af Danmark og mit syn på alle mine tyrkiske, pakistanske, jugoslaviske fæller og alle de andre sorthårede eller lyshårede fremmede uanset sprog eller religion, alle dem, der er blevet tvunget ud på alverdens landeveje af helt andre grunde end jeg og de andre privilegerede i min generation. Jeg har det godt ved at blive sat på plads som en af dem, men jeg er bekymret over de andre, alle dem, der lufter deres racistiske ideer ved middagsselskaber, bruger husmure og hegn til at give deres had form og skilte med deres fordomme eller dem, der viser vejen til Tyrkiet. Jeg er bekymret over dem, der lader det ske. Jeg er bekymret, fordi jeg ser det samme ske overalt i Europa, og fordi mine danske venner siger til mig, at jeg ikke skal tage mig af det. Jeg er bekymret fordi jeg i over et år har set, hvad der sker i Sarajevo, mens Europa lukker sine øjne og lader hykleriet dække over folkemord og ubeskrivelige massakrer. Jeg er bekymret, fordi »Vejen til Tyrkiet« fører Danmark på afveje, det Danmark, der adopterede mig som ti- årig, lærte mig, hvad frihed og frisind betyder og lod mig føle, at jeg er lige så god og lige så velkommen som de ægte børn, selv om jeg er anderledes. Jeg er bekymret, fordi jeg tror, at alt det måske tilhører den fagre gamle verden, som mine børn ikke kommer til at opleve. Inden jeg rejser fra Danmark lykkes det mig at komme i Dyrehaven i Klampenborg og afprøve mig selv på min gamle løberute forbi Eremitageslottet, slottet op mod Fortunen og tilbage til Røde Port ved Klampenborg station. Formen fejlede intet og turen var lige så fantastisk som altid med de århundredgamle egetræer, de nysgerrige dådyr, det utrolige kig over Øresund lige inden man drejer af mod Fortunen og de andre løbere, der smiler og vinker i forbifarten. På vej hjem til brusebadet lukker jeg op for radioen og hører en stemme fra fortiden:
Jeg vil bo på Vesterbro
Mellem folk jeg kan li’
Folk jeg kender, gamle venner. Jeg vil bo på Vesterbro… Thøger Olesens gamle schlager når frem til mig ude på endnu en dansk landevej og kommer meget passende til at afrunde mit Danmarksbesøg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad gamle, salige Thøger Olesen ville skrive for sange, hvis han så, hvordan hans elskede Vesterbro ser ud i dag. Ville han blive ved med at skrive om sine gamle venner, der engang havde boet på Vesterbro eller ville han også skrive sange om de nye beboere i de fremmedartede gevandter? De taler mærkelige sprog, i stedet for dansktoppen kommer der pakistansk musik ud af de åbne vinduer, og nede på hjørnet er der en butik med tyrkiske retter i stedet for det højtbelagte danske smørrebrød. Jeg tror, at Thøger Olesen med sin sans for tiden ville have drejet en sang, der tog det hele med i denne særlige blanding af det lune, joviale og banale, der kendetegner genren. Jeg tror, at han ville have gjort det uden anstrøg af racisme. Den slags fandtes jo ikke i den fagre gamle verden. Mens jeg kører med sangen og ordene i mit hoved er der endnu en ting, der går op for mig. Jeg sidder og spekulerer på om jeg kan sige »tror«. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Jeg håber det. Men jeg må indrømme, at jeg er kommet i tvivl.